Sikkerhedschef: Bosteder er alt for farligt indrettet
Der er behov for langt sikrere fysiske rammer på landets bosteder, hvis man skal komme volden mod ansatte til livs. Opråbet kommer fra direktør for stor sikringsvirksomhed.
Selvom man opsætter ruder, der ikke kan smadres på bosteder, kommer stederne ikke til at minde om fængsler, mener direktør i Vagt & Sikkerhed Henrik Jensen.
Selvom man opsætter ruder, der ikke kan smadres på bosteder, kommer stederne ikke til at minde om fængsler, mener direktør i Vagt & Sikkerhed Henrik Jensen. Foto: Cecilie Agertoft/Avisen.dk


De fysiske rammer på bosteder er ikke udført på måder, der minimerer risikoen for vold mod personalet, mener Henrik Jensen.

Han er direktør i det landsdækkende selskab Vagt & Sikkerhed og næstformand i Vagt- og Sikkerhedsindustrien for Dansk Industri.

Igennem sin sikringsvirksomhed, der jævnligt har opgaver på bosteder, har Henrik Jensen erfaret, at der på bostederne ikke i tilstrækkelig grad er tænkt over, hvordan de fysiske rammer påvirker sikkerheden.

- Man tænker ikke ind, at lige pludselig kommer der en person, som er mere syg, end man regner med, og at han eller hun kan finde på at gøre hvad som helst. Man har knive liggende og almindelige glas i vinduerne, siger han til Avisen.dk.

Problematikken omkring vold mod ansatte på bosteder eller i psykiatrien er desværre igen højaktuel. Fredag kunne fagforeningen FOA nemlig fortælle, at en psykisk syg person lørdag 4. juni overfaldt fire ansatte på psykiatrisk afdeling ved Aalborgs universitetshospital.

Og i løbet af de seneste fire år har der været fem bostedsdrab.

Ikke altid tænkt på fysiske rammer

Socialborgmester i København Jesper Christensen (S) mener også, at der er brug for at man i højere grad kigger på de fysiske rammer på botilbuddene.

- Fysikken er noget af det, der presser os, når Arbejdstilsynet kommer forbi og siger, at nu skal I gøre sådan og sådan. Det er ikke altid, at den fysiske indretning har været tænkt ind fra starten, erkender han.

Men samtidig frygter socialborgmesteren, at tiltagende sikkerhedsinitiativer kan virke konfliktoptrappende. Derfor foreslår han, at Socialtilsynet og Arbejdstilsynet kan foretage tilsyn sammen, så der kommer en helhedsorienteret sikkerhedsindsats.

- Det er vigtigt, at det socialfaglige eller psykiatrifaglige også tænkes ind. Det er jo klart, at alt ikke skal være lavet af gummi på et botilbud, understreger han.

"Vi er også mennesker"

Den 27-årige Jonas Laursen, der er en del af de hjemløses landsorganisation SAND, mener ikke, at vejen frem er flere fysiske sikkerhedsforanstaltninger. Han har i to år boet på forsognshjemmet Saxenhøj, hvor en beboer i 2014 stak to ansatte ihjel.

- Man skal passe på, at det ikke bliver for fængselsagtigt, så skulle man hellere lave steder, der er specifikt henvendt til mennesker, der er lidt mere risikofyldte end andre, siger han.

Mere hjælp til beboerne såsom mulighed for fast psykologhjælp vil i langt højere grad kunne få volden ned, vurderer han.

- Jeg er ikke så meget for det der med gummiruder, fordi så føler du dig bare spærret inde. Man føler sig ikke behandlet som menneske. Med mindre man fikserer folk hver aften eller laver faste ransagninger i folks boliger, kan man jo bare gå ud at købe en neglefil, og så er man farlig igen, påpeger han.

"Bliver ikke fængsel"

Selvom sikkerheden forbedres, er der ikke tale om, at man laver fængselslignende forhold på bosteder, forklarer direktøren i Vagt & Sikkerhed, Henrik Jensen.

- Det er jo ikke fordi, vi skal låse for folk. Men vi skal sørge for, at de ikke kan kyle en stol igennem deres vindue og så stå med glas i hånden, fastslår han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.