Da Arbejdstilsynet i april besøgte institutionen Himmelbjerggården ved Ry, lød påbuddet, at sikkerheden skulle forbedres. Alligevel blev en ansat på stedet voldtaget på en nattevagt i slutningen af august. Det fortæller DR Østjylland.
Regionen var ellers blevet pålagt at skærpe sikkerheden. Påbuddet skulle senest være efterkommet d. 1. december i år.
Socialdirektør i Region Midtjylland Ann-Britt Wetche fortæller, at de har haft fokus på sikkerheden på institutionen, men at denne episode har intensiveret processen.
'Jeg slår dine børn ihjel'
De ansatte har desuden lagt krop og sjæl til flere voldelige episoder og trusler om vold.
De kan fortælle, at en ansat blev nikket en skalle, og en støtteperson blev sparket i hovedet. Chikaner og dødtrusler er også blevet hyppigere.
"Vi arbejder med nogle af de svageste borgere, så det kan være usikkert at arbejde på Himmelbjerggården," erkender Ann-Britt Wetche over for DR Østjylland.
Så gør dog noget
Voldsepisoderne vækker kritik hos Socialpædagogernes Fagforbund, der undrer sig over, hvorfor man ikke har grebet ind noget før.
"Med de graverende ting, der er beskrevet i rapporten, burde man have handlet hurtigere," siger formand for socialpædagogerne i Østjylland, Verner Pedersen til DR.