Sikker albansk sejr sender Danmark i EM-playoff
Der var ingen armensk hjælp til Danmark. Albanien vandt 3-0 og er klar til EM. Danmark skal ud i playoff.
Bekim Balaj (19) og Albanien er for første gang klar til en slutrunde.
Bekim Balaj (19) og Albanien er for første gang klar til en slutrunde. Foto: Hektor Pustina/AP


Det danske fodboldlandshold skal slå en omvej for at komme til EM i Frankrig næste sommer.

Med Albaniens 3-0-sejr på udebane over Armenien søndag aften står det klart, at Morten Olsens mænd må ud i to playoff-kampe i november for at sikre sig de eftertragtede billetter til slutrunden.

Albanien kommer med sejren op på 14 point - to mere end Danmark - og albanerne er dermed for første gang nogensinde kvalificeret til en landsholdsslutrunde.

Efter at have kikset flere matchbolde for at sikre sig EM-kvalifikationen var der ingen slinger i valsen i Jerevan.

Armenierne, der længe har været ude af billedet i kampen om EM-billetterne, virkede ikke specielt motiverede i den noget tamme atmosfære på det halvtomme stadion.

Der var spillet mindre end ti minutter, da man fik en klar indikation af, hvilken vej vinden blæste.

Albanerne spillede sig let igennem hjemmeholdets forsvar, og armeniernes Kamo Hovhannisyan endte med at lave selvmål, da han forsøgte at ekspedere bolden væk.

Midt i første halvleg blev føringen fordoblet, da Berat Djimsiti snittede bolden i mål efter en dødboldsituation, og da så det håbløst ud for et noget opgivende hjemmehold.

Til stor albansk jubel kunne Armando Sadiku sende bolden i nettet til 3-0 et kvarter før tid, og så var det endegyldigt godnat for de danske forhåbninger om en direkte EM-billet.

Mens de albanske spillere kan juble og begynde at forberede sig på næste sommers fodboldfest, er den næste skæringsdato for danskerne søndag 18. oktober.

Her bliver der nemlig trukket lod til playoff-kampene, der skal afvikles i november.

I puljens anden kamp søndag aften vandt gruppevinderen Portugal med 2-1 på udebane over Serbien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.