Sigtet for 46 forhold af overgreb mod børn
Mand er sigtet for 46 forhold for overgreb mod fire børn, som han også har filmet og siden videredistribueret.
En 34-årig mand er anholdt og sigtet i en grov sag om seksuelle overgreb på børn.
En 34-årig mand er anholdt og sigtet i en grov sag om seksuelle overgreb på børn. Foto: Colourbox/free


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er færdig med at efterforske en grov sag om seksuelle overgreb mod børn.

En 34-årig mand fra Nykøbing Falster-området blev anholdt 6. november sidste år, men sagen har været ført for dobbelt lukkede døre, hvorfor det har været sparsomt med oplysninger i sagen.

Den fængslede er sigtet for blandt andet at have optaget og videredistribueret en større mængde fotografier og filmsekvenser.

Dels af de seksuelle overgreb som han selv deltog i og dels af andet børnepornografisk materiale til andre.

- Det er temmelig omfattende - også den mængde børnepornografiske materiale, som han er i besiddelse af.

- Det eneste, jeg kan sige, er, at nogle af forholdene er begået på hans egen bopæl, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ritzau.

Den formodede gerningsmand er fortsat varetægtsfængslet.

Der er rejst sigtelse for i alt 46 forhold af seksuelle overgreb mod fire drenge, der var henholdsvis 5, 6, 7 og 11 år på gerningstidspunkterne.

- Der er ingen familie- eller professionelle relationer, men vi vil slet ikke ind i detaljer, for der er nogle temmelig vidtgående hensyn til nogle børn, som gør, at vi ikke vil sige yderligere om det.

- Vi har en forventning om, at vi nu er rundt om sagen efterforskningsmæssigt. Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at der er andre børn eller gerningsmænd, siger Søren Ravn-Nielsen.

Overgrebene er begået fra sommeren 2013 til anholdelsen i november 2014.

- Der har været tale om en lang og kompliceret efterforskning af sagen, der af politiet betragtes som værende meget omfattende og særdeles alvorlig, lyder det i en pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden vil nu vurdere, i hvilket omfang der skal rejses tiltale i sagen.

Den 34-årige var ved anholdelsen i besiddelse af en meget stor mængde børnepornografisk materiale. Derudover er der rejst sigtelse for et enkelt forhold om overtrædelse af våbenloven.

Politiet fik kendskab til sagen i forbindelse med gennemgangen af beslaglagt børnepornografisk materiale.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.