Sigtelse: Mand ville knivdræbe kvinde hos Indre Mission
33-årig mand fængsles i fire uger efter knivstik under bibelstudie i Indre Mission. Manden er kendt af huset.
En 33-årig mand fremstilledes onsdag i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, da han er sigtet for drabsforsøg ved at have stukket en kvinde med kniv i Indre Mission Ungdoms hus i Åbyhøj i Aarhus.
En 33-årig mand fremstilledes onsdag i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, da han er sigtet for drabsforsøg ved at have stukket en kvinde med kniv i Indre Mission Ungdoms hus i Åbyhøj i Aarhus. Foto: Colourbox/free


En formodet gerningsmand bag et knivoverfald mod en ung kvinde i Indre Mission Ungdoms hus i Aarhus er sigtet for drabsforsøg.

Efter et grundlovsforhør onsdag eftermiddag er han blevet varetægtsfængslet i fire uger frem til 16. september. Varetægtsfængslingen skal tilbringes i surrogat.

Det oplyser Østjyllands Politi onsdag.

Den 33-årige mand blev anholdt natten til onsdag på sin bopæl i det centrale Aarhus.

Det var en 27-årig kvinde, der under et bibelstudie i Indre Mission Ungdom blev såret med flere knivlæsioner på arme og ben omkring klokken 19.30 tirsdag.

Hun var ikke i livsfare efter overfaldet, som politiet endnu ikke har fundet et motiv til.

Umiddelbart efter knivstikkeriet flygtede gerningsmanden.

Ifølge politiet havde den anholdte og offeret et overfladisk kendskab til hinanden.

Indre Mission skriver på sin hjemmeside, at husets brugere kender den anholdte.

- En yngre mand kom ind i missionshuset, tog en kniv, hvorefter han truede en kvinde og påførte hende flere knivsår. Umiddelbart efter blev manden passiviseret og forlod huset, lyder det fra Indre Mission.

Medlemmer af Indre Mission Ungdom tilbydes nu krisehjælp.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.