Sigtelse: Bekendt til tre drabsofre prøveskød pistol
Politiet har sigtet 17 personer med relationer til tre mænd, der sidste år blev likvideret på Frederiksberg.
En bekendt til tre mænd, der sidste år blev likvideret på Frederiksberg, er blevet fængslet i en sag om våbenbesiddelse. Arkivfoto.
En bekendt til tre mænd, der sidste år blev likvideret på Frederiksberg, er blevet fængslet i en sag om våbenbesiddelse. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Colourbox.com


Venner og bekendte til tre unge mænd, der i november blev likvideret i en lejlighed på Frederiksberg, har tilsyneladende været indstillet på at gengælde forbrydelsen.

En 23-årig mand beskyldes i hvert fald for at have prøveskydt en pistol i tiden efter drabene.

Det fremgår af en sigtelse, som specialanklager Jakob Buch-Jepsen torsdag formiddag har præsenteret i et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.

Af sigtelsen mod den 23-årige fremgår det, at han 6. januar 2016 sammen med en gruppe andre mænd var i besiddelse af en skarpladt pistol med syv patroner.

På et tidspunkt om aftenen affyrede den sigtede våbnet et sted i Rødovre, påstås det.

I alt er 17 personer med relationer til de tre mænd, der 11. november 2015 blev fundet dræbt i en lejlighed på Christian Paulsens Vej, blevet sigtet i sagen.

Ved torsdagens grundlovsforhør valgte en dommer at varetægtsfængsle den 23-årige mand frem til 8. marts. Dermed er i alt 14 af de 17 personer blevet fængslet i sagen, der handler om besiddelse af tre pistoler og en riffel.

Sagen er dog mere opsigtsvækkende end som så. I forbindelse med en stor anholdelsesaktion i januar udtalte politiet nemlig, at man mener, at våbnene skulle bruges til at hævne det tredobbelte drab.

Drabene på de tre mænd på 19, 23 og 24 år havde karakter af en decideret likvidering. Obduktionen viste, at de tre mænd formentlig lå og sov, da de blev skudt og dræbt.

Politiets efterforskning har vist, at de tre tilhørte en mindre gruppe, som tilsyneladende havde en del fjender.

Det er også tidligere kommet frem, at de tre havde relationer til det københavnske rocker- og bandemiljø. Politiet mener, at motivet til drabene bunder i dette fjendskab.

Politiet har endnu ikke anholdt eller sigtet nogen for det tredobbelte drab.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.