Sidespring kan koste tidligere CIA-chef dyrt
David Petraeus risikerer at blive tiltalt for at have lækket fortrolige oplysninger til tidligere elskerinde.
David Patraeus var på et tidspunkt øverstkommanderende for de internationale styrker i Afghanistan.
David Patraeus var på et tidspunkt øverstkommanderende for de internationale styrker i Afghanistan. Foto: Ronny Rasmussen/free


Den tidligere CIA-chef David Petraeus bliver muligvis tiltalt for at have videregivet fortrolige oplysninger til en tidligere elskerinde.

Både forbundspolitiet FBI og det amerikanske justitsministerium anbefaler, at der bliver rejst en sag mod Petraeus.

Det oplyser unavngivne embedsmænd til avisen The New York Times. Justitsministeriets efterforskning har fokuseret på, om Petraeus gav kvinden, Paula Broadwell, adgang til sin e-mail-konto og andre klassificerede oplysninger.

Det bliver op til justitsminister Eric Holder at afgøre, om den forhenværende general skal stilles for en dommer.

David Petraeus trådte tilbage som chef for CIA i november 2012, efter at det var kommet frem, at han havde haft en affære med Paula Broadwell, der var officer af reserven og skrev en biografi om Petraeus.

Inden han blev chef for for CIA, var Petraeus øverstkommanderende for de internationale styrker i Irak og senere Afghanistan.

Ifølge militærlovgivningen i USA er det forbudt for militærpersoner at have en affære, fordi det kan gøre vedkommende sårbar over for afpresning. David Petraeus har erkendt, at han havde et forhold til Paula Broadwell.

Men han har afvist spekulationer om, at han skulle have lækket fortrolige oplysninger til hende.

Affæren mellem de to kom for dagens lys, da en kvinde - Jill Kelley - fik en bekendt i FBI til at tjekke nogle truende e-mail, som hun havde modtaget. FBI undersøgte sagen, og opdagede i den forbindelse korrespondance mellem Petraeus og Broadwell.

Den tidligere general blev udpeget som chef for CIA i 2011.

/ritzau/Reuters


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.