I forsøget på at forsørge sig selv under sine studier har den 28-årige nepaleser Shalik Ram Bhattarai arbejdet mere end tilladt. Derfor skal han nu udvises af Danmark.
Det skriver BT.
Shalik Ram Bhattarai har været i Danmark i otte år. For at kunne finansiere sin kandidatgrad i erhvervsøkonomi har han arbejdet som køkkenmedarbejder. Studiet har kostet ham 30.000 kroner per semester og for at kunne betale det samt forsørge den kone og søn, han har fået i Danmark, har han arbejdet en del. Problemet er bare, at det på hans visum kun er tilladt at arbejde 15 timer om ugen. Det blev han dog først opmærksom på, da han blev advaret af en ven.
- Jeg har ganske enkelt ikke været opmærksom på det, og det ærgrer mig simpelthen bare så meget i dag. Jeg stoppede selvfølgelig i samme øjeblik jeg fandt ud af det. Derefter betalte jeg den bøde, som jeg fik og henvendte mig af samme omgang skriftligt, hvor jeg undskyldte og lovede, det aldrig ville ske igen, siger Shalik Ram Bhatarrai til BT.
Men Udlændingestyrelsen har bestemt, at Shalik Ram Bhattarai skal forlade Danmark senest den 7. januar. I februar skulle han ellers have forsvaret sit speciale på Syddansk Universitet. Og selvom han ikke får sit bevis, kan han ikke få de mange penge han har betalt til studiet tilbage. Det er dog ikke det, der ærgrer ham mest.
- Jeg så gerne, at Danmark blev mit hjem. Her er gode muligheder for uddannelse og arbejde, og så er det her, min familie og jeg har alle vores venner og hele vores netværk, siger Shalik Ram Bhattarai til BT.
Han har nu kontaktet en advokat for at klage over afgørelsen.