SF's næstformand om Vilhelmsens exit: "Det er min skyld"
Næstformanden i SF, Tonni Hansen, kendte ikke SF's interne regler godt nok, og det mærker Annette Vilhelmsen nu konsekvenserne af.
"Det er mit ansvar at være opmærksom på det, for som næstformand skal jeg kunne reglerne. Det kunne jeg ikke, og det ramte Annette, og det har jeg beklaget over for hende," siger SF's næstformand Tonni Hansen.
"Det er mit ansvar at være opmærksom på det, for som næstformand skal jeg kunne reglerne. Det kunne jeg ikke, og det ramte Annette, og det har jeg beklaget over for hende," siger SF's næstformand Tonni Hansen. Foto: Simon Skipper/Scanpix/arkiv


- Det er min skyld.

Sådan siger næstformanden i SF, Tonni Hansen, efter det er kommet frem, at Annette Vilhelmsen er blevet smidt ud af partiets landsledelse, fordi hun ikke deltog i tre møder i træk.

Efter en turbulent periode som formand ønskede Annette Vilhelmsen orlov og tog på en lang cykeltur gennem Europa.

Hun rådførte sig med Tonni Hansen, som erkender, at han ikke kunne SF's regler til fingerspidserne. Derfor fik han ikke gjort den tidligere formand opmærksom på, at man ifølge partiets regler ikke måtte udeblive fra tre møder i træk.

- Det er mit ansvar at være opmærksom på det, for som næstformand skal jeg kunne reglerne. Det kunne jeg ikke, og det ramte Annette, og det har jeg beklaget over for hende, siger Tonni Hansen til DR Fyn.

Hovedpersonen Annette Wilhelmsen bekræfter næstformandens udlægning af, at der er sket en procedurefejl, men ønsker ikke at udtale sig yderligere om sagen.

DR Fyn har haft kontakt til formand for SF's Pia Olsen Dyhr, men hun har ikke ønsket at udtale sig.

Der er landsmøde i SF om 14 dage, og hverken Tonni Hansen eller Annette Vilhelmsen har søgt om dispensation. Landsledelsen er partiets 'højeste myndighed mellem landsmøderne.'

Også Pernille Vigsø Bagge, tidligere folketingsmedlem for SF, er røget ud af landsledelsen på samme baggrund.

Annette Vilhelmsen blev i november sidste år valgt ind i DGI's hovedbestyrelse.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.