Enhver, der havde en politisk bevidsthed for 10 år siden, husker scenariet:
En tydeligt bevæget Mogens Lykketoft står foran mikrofonrækken i et stopfyldt Copenhagen Jazzhouse. Uden det karakteristiske fipskæg, som røg af umiddelbart inden valgkampens værste hede, men stadig med det velkendte røde banner påtrykt et stort, hvidt ’A’ lige bag sig. Salen syder, Mette Frederiksen græder, og 
det hele afsluttes med fælles afsyngning af ’Når jeg ser et rødt flag smælde’.

Det er valgaftenen tirsdag den 8. februar 2005, og S-lederen har netop meddelt sin afgang i et brag af en tale, der trods det værste valgresultat i 32 år gentagne gange har fået forsamlingen til at bryde ud i jubelråb og klapsalver.

’Det her er et lavpunkt, men det er også et vendepunkt’, sagde den afgående S-leder, der lovede fortsat at gøre alt for, at partiet ’snart igen kan komme i førersædet for det danske samfund’ og indtil da ville fortsætte kampen ’til den lykkelige ende, hvor masken er revet af, og forskellen mellem dem og os står lysende klar ude i hver eneste dagligstue i kongeriget’.

Svært at se forskel på dem og os

10 år senere sidder Socialdemokraterne ganske rigtigt i førersædet. Men hvad vælgertilslutning angår, har der endnu ikke været tale om et vendepunkt – og forskellen på ’dem’ og ’os’, altså venstrefløj og højrefløj, står ifølge en række centrale aktører på venstrefløjen stadig ikke klart for den danske befolkning.

Mogens Lykketoft, der genopstiller til Folketinget, men i det kommende år skal fungere som formand for FNs generalforsamling, forklarer, at den socialdemokratisk ledede regering særligt de seneste fire år har været nødt til at have blikket stift rettet mod erhvervsliv, vækst og jobskabelse.

Det er områder, som traditionelt har haft ry for at være blå, og det har betydet, at klassiske venstrefløjssager som velfærd og miljø har fået mindre plads på den politiske scene.

- Da jeg holdt talen, kunne ingen vide, at der lå en international dyb, økonomisk krise forude, forårsaget af spekulation i finansverdenen. I Danmark blev den forstærket af, at vi overtog en økonomi præget af mangel på rettidig omhu, særligt boligboblen gjorde krisen dybere i Danmark, end den behøvede at være. Det har taget tid at rette op, og jeg kan forstå, hvis nogen har haft lidt svært ved at se forskel på dem og os, siger Mogens Lykketoft til Ugebrevet A4.

Dansk politiks svar på Steffen Brandt

Hans forklaring deles af en række socialdemokrater, som A4 har talt med: Den globale krise har tvunget S og SF til at rette fokus mod områder, som i højere grad taler direkte til de blå vælgere end til venstrefløjens egne.

Blandt andet derfor har det de seneste år været svært at få øje på den samlede fortælling om venstrefløjen i dansk politik. ’Løftebrud’ er et af de ord, som er blevet knyttet til S og SF og har fået mange vælgere til højlydt at lufte tvivlen om, hvorfor de overhovedet skulle stemme på et af regeringspartierne.

Og internt i Enhedslisten, der som det eneste venstrefløjsparti ikke gik ind i regeringen, har medlemmerne været frustrerede over at føle sig tvunget til at støtte en politik, som gang på gang er gået imod Enhedslistens mærkesager.

Senest førte det til, at den lille gruppering Internationale Socialister brød ud fra Enhedslisten og direkte opfordrede til ikke at støtte partiet. Lykketoft var ikke den eneste veteran, som sagde farvel som partiformand i februar 2005. Dagen efter Lykketofts bevægede afskedstale meddelte Holger K. Nielsen, at han ville træde tilbage som partiformand for SF.

Han blev erstattet af Villy Søvndal, som i en periode var så populær, at han blev betegnet som dansk politiks svar på TV2-forsanger Steffen Brandt. Men da SF efter en kraftig tilbagegang ved valget i 2011 gik i regering med S og R, styrtdykkede populariteten, og Villy Søvndal trak sig tilbage.Siden da har partiet været gennem noget af en rutsjetur, to formænd og et større udbrud af centrale profiler, da partiet i januar 2014 trådte ud af regeringen. Blandt andet skiftede Astrid Krag til S og Ida Auken til de radikale.

Det bliver et langt sejt træk

Et år efter er partiet ved at samle sig selv, og der er generel tilfredshed med formand Pia Olsen Dyhr og partiets tilbagevenden til en mere klassisk venstrefløjslinje - det, som sundhedsordfører Özlem Cekic kalder partiets dna.

Alligevel er der i SF en bekymring for den samlede venstrefløjs fremtid.

- Efter Lykketoft har Socialdemokraterne helt klart rykket sig til højre på blandt andet værdipolitikken, retspolitikken og omfordelingspolitikken, og det har været en udfordring for hele venstrefløjen, siger Özlem Cekic til Ugebrevet A4.

- Der mangler en grundlæggende fortælling om solidaritet, fællesskab, frihed og retfærdighed. Det ledende mantra fra venstrefløjens største parti er, at man vil have konkurrencestat og balance i de offentlige finanser i 2020 – det taler ikke til hjertet,fortsætter hun og kalder de seneste 10 år for ’lidt visionsfattige’.

- Vi har undladt at fortælle, hvad det er, vi vil, hvilket samfund, vi gerne vil skabe, hvad vores drømme og visioner er. Det nytter ikke kun at arbejde fra sag til sag, dag til dag og år til år. Det samfund, vi har i dag, er ikke kommet af lappeløsninger, men af politikere, der har haft mod til at tænke stort, påpeger hun over for Ugebrevet A4.

Hun bakkes op af en anden markant SF’er, socialordfører Trine Pertou Mach:

- Den samlede danske venstrefløj formåede ikke at svare ordentligt på finanskrisen. På den måde er vi jo tvunget i knæ. Vi har mistet rigtig meget. Det gjorde vi allerede i de mørke 00’ere, og det bliver et langt, sejt træk at vinde det tilbage. Mange mennesker har mistet troen på venstrefløjsprojektet – ja, mange af de unge kender det slet ikke. Vi skal til at genfortælle, at en stærk velfærdsstat, solidaritet og øget lighed er den rigtige vej for vores samfund. Hele den fællesskabsfortælling sakker vi bagud med, og det er en kæmpe udfordring, siger hun til Ugebrevet A4.