SF forsøger nu at samle et politisk flertal uden om regeringen, der skal stoppe besparelser på landets uddannelser.
Det sker, efter at først Socialdemokratiet og siden Dansk Folkeparti har erklæret, at det skal være slut med at spare på både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Dermed ser flertallet bag det årlige sparekrav på to procent på uddannelsesområdet - omprioriteringsbidraget - ud til at smuldre forud for forhandlingerne om næste års finanslov.
Gruppeformand, Jacob Mark, siger, at SF vil teste den reelle vilje til stoppe besparelserne:
- Vi vil fremlægge et beslutningsforslag, hvor vi foreslår, at man ikke viderefører omprioriteringsbidraget og dermed stopper besparelserne på både ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Man har allerede sparet milliarder, og vi ved godt, at pengene ikke kommer tilbage med denne regering, men forhåbentlig kan vi presse regeringen til at stoppe yderligere besparelser, siger Jacob Mark til Avisen.dk.
Udmeldingen kommer, efter at Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl, i Magisterbladet forleden lagde op til en ny økonomisk kurs:
- Jeg lytter til de bekymringer, som bliver rejst af fagfolk på uddannelsesinstitutionerne, og jeg kan høre, at vi er ved at nå grænsen for, hvor mange penge der kan trækkes ud af systemet, uden at det går ud over kvaliteten, sagde DF-ordføreren til bladet.
Dansk Folkeparti udgør en del af flertallet bag to-procents uddannelsesbesparelserne. Ifølge Jens Henrik Thulesen Dahl har det i tre år været muligt at effektuere uddannelsesområdet 'på fornuftig vis', og partiet vil således ikke kræve, at de hidtidige besparelser bliver rullet tilbage.
- Det bliver ikke et krav fra os ved de kommende finanslovsforhandlinger, at gennemførte besparelser skal rulles tilbage. Men vi skal blive enige om, hvornår nok er nok, erklærer Jens Henrik Thulesen Dahl i Magisterbladet.
SFs Jacob Mark sammenligner den aktuelle situation med dengang, der var debat om besparelser på landets sygehuse.
- Da vi gik i salen med et beslutningsforslag, var regeringen tæt på at komme i mindretal, fordi Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bakkede os op. Vi har tænkt os at bruge den samme manøvre til at presse regeringen nu, hvor vi kan se, at der er et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti, der vil af med uddannelsesbesparelserne, siger Jacob Mark, der også noterer sig, at der i erhvervslivet er et ønske om at lette uddannelsernes økonomi.
Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) har tidligere erklæret, at det er ikke er muligt at 'hive penge ud af uddannelsessektoren for evigt.' Over for Altinget henviste han i juni til regeringens finanslov, der bliver præsenteret i slutningen af august, 'hvor regeringens samlede prioriteringer vil indgå.'