SF går den modsatte vej af regeringen, som sænker topskatten i sin 2025-plan. Partiet vil hæve ejendomsværdiskatten fra 2020. Desuden skal alle lønmodtagere i ti år betale højere bundskat, som koster en typisk LO-arbejder "en flad halvtredser" om måneden.
Det siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr, før hun forhandler med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
- Danskerne skal vide, hvad vi vælger imellem. Om man vil have topskattelettelser og besparelser på studerende. Eller vil investere i vores fælles velfærd, miljø og klima, som har skabt mange arbejdspladser i Danmark, siger Pia Olsen Dyhr.
SF vil skaffe flere penge ved at bekæmpe skattesnyd. Det er ikke "fugle på taget", når Skatteministeriet har mistet 12,3 milliarder kroner på udlændinges svindel med udbytteskat og afskrevet 14 milliarder kroner fra danske skyldnere, mener hun.
- Det er bestemt ikke fugle på taget. Jeg gætter på, at regeringen ikke bruger syv milliarder kroner på at rydde op i Skat, hvis man ikke får pengene ind efterfølgende, siger Pia Olsen Dyhr.
SF vil forbedre skatteligningen på 15 punkter, fra flere ansatte i Skat til bedre international regulering imod skattely og skattesnyd, forklarer hun.
SF skaber ikke større usikkerhed hos boligejere, som fra 2020 skal betale mere ejendomsværdiskat, mener Pia Olsen Dyhr.
- Boligmarkedet skal være retfærdigt. Hvis du bor i en femværelses luksuriøs lejlighed i Midtkøbenhavn, så oplever du ikke stigninger i sin skat. Hvis du bor ude på landet i en lille lejlighed eller hus, så oplever du skattestigninger, siger Pia Olsen Dyhr.
- Det er ikke retfærdigt. De, der har de bredeste skuldre, skal bære en lille smule mere.
Partiet støtter ikke sparekrav for SU, lavere topskat eller senere folkepension, understreger SF-formand Pia Olsen Dyhr.
/ritzau/