SF: Umenneskeligt at afvise gravide illegale
Papirløse udlændinge skal kunne få den samme lægehjælp som danske borgere, mener Özlem Cekic.
SF's Özlem Cekic er uenig med sundhedsminister Nick Hækkerup (S), der står fast på, at gravide indvandrere, der opholder sig ulovligt i Danmark, ikke har samme adgang til behandling som andre borgere. Arkivfoto.
SF's Özlem Cekic er uenig med sundhedsminister Nick Hækkerup (S), der står fast på, at gravide indvandrere, der opholder sig ulovligt i Danmark, ikke har samme adgang til behandling som andre borgere. Arkivfoto. Foto: LANGKILDE MORTEN/MORTEN LANGKILDE


Gravide indvandrere, der opholder sig illegalt i Danmark, har fortsat kun begrænset adgang til sundhedsvæsnet, og det er ifølge SF udtryk for en umenneskelig politik.

Det siger partiets sundhedsordfører, Özlem Cekic, i en reaktion på, at sundhedsminister Nick Hækkerup (S) står fast på, at illegale indvandrere kun kan trække på sundhedsvæsnet i akutte situationer.

- Vi ønsker en human sundhedspolitik, siger Özlem Cekic i en skriftlig kommentar.

- Vi er nødt til at tage en etisk diskussion om, hvorvidt vi skal række hånden ud til disse mennesker. Jeg mener, at vi er forpligtede til at tænke på barnets tarv. Jeg synes ikke, det kan passe, at vi i et land som Danmark ikke kan behandle gravide kvinder, bare fordi de ikke har papirerne i orden.

Flere organisationer foreslog i februar sundhedsministeren, at de gravide kvinder, der opholder sig i Danmark, selv om de ikke har lov, får adgang til besøg hos læge og jordemor under graviditet og efterfølgende konsultationer med en sundhedsplejerske.

Men det afviser ministeren ifølge Politiken.

Dansk Folkeparti bakker op om regeringens holdning, men beskylder den også for at være inkonsekvent, fordi den afviser at "gribe ind" over for private klinikker, der behandler illegale indvandrere.

- Det er naturligvis helt rigtigt, at regeringen afviser organisationernes krav om generelt at åbne sundhedsvæsnet for gravide illegale indvandrere. Det vil være en glidebane. Men samtidig afviser regeringen at sikre, at politiet opsøger de private klinikker, hvor vi alle sammen ved, at der kommer massevis af illegale indvandrere, og det er ikke kun gravide, siger partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen.

Özlem Cekic vil nu tage sagen op med sundhedsministeren.

- Han er nødt til at svare på, om det ikke strider mod FN's børnekonvention og FN's kvindekonvention, når papirløse udlændinge i Danmark kun i akutte tilfælde - og ikke ved graviditet - kan få den samme lægehjælp som danske borgere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.