SF: Tidligere Syrien-krigere skal modvirke radikalisering
Unge, der har været i radikale miljøer, kan forhindre andre unge i at gå den vej, mener SF. DF er skeptisk.


Hjemvendte danske Syrien-krigere, som har forladt de ekstreme miljøer, skal aktivt bruges mod radikalisering i Danmark.

Det mener SF, som netop har spillet ud med 17 konkrete forslag til bekæmpelse af radikalisering, skriver Information.

Dels skal de forhenværende Syrien-krigere gå i rette med ekstremismen, og dels skal de nå ind til de unge på en måde, som pædagoger og socialrådgivere har svært ved, forklarer SF's retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt.

- De kan være en indgang til miljøerne og hjælpe med at trække de unge ud, for det er ofte lettere at komme i kontakt med en, der kender tonen og tankegangen, hun til Information.

Hun får opbakning fra lektor og ph.d. ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, Kirstine Sinclair, der har beskæftiget sig med radikale grupper i Danmark.

- Det er en rigtig god idé og tanke - i England har man gode erfaringer med at bruge tidligere radikaliserede til at agere mentorer for dem, man forsøger at hjælpe ud, siger hun til avisen.

Kirstine Sinclair forklarer, at det generelt har stor effekt, når de unge møder nogle, som taler ud fra egne erfaringer og eksempelvis ved, hvad det reelt indebærer at rejse til Syrien for at slås.

De, der har forladt miljøerne, kender den ekstreme prædiken og argumenterne og ved ofte også, hvordan man kan pille den fra hinanden, hvilket kan give unge en ballast til at stå i mod, siger hun.

Radikales retsordfører Jeppe Mikkelsen er positivt stemt over for SF's initiativer, mens Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, er skeptisk over for tanken om at gøre forhenværende Syrien-krigere til en autoritet, der skal guide andre unge uden om radikalisering.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.