SF står stærkt på sociale mærkesager
Flere pædagoger i børnehaverne og et opgør med dagpengereformen er blandt SF's hovedkrav til en ny finanslov.
Forud for forhandlingerne om den nye finanslov har SF fremsat fem krav.
Forud for forhandlingerne om den nye finanslov har SF fremsat fem krav. Foto: MIK ESKESTAD/POLFOTO


Det er især de sociale mærkesager, SF vil smide på forhandlingsbordet, når den kommende finanslov skal smedes sammen.

Mandag eftermiddag skal partiet til et såkaldt sættemøde med finansminister Bjarne Corydon (S). Mødet skal være med til at kridte banen op til de kommende finanslovforhandlinger.

Forud for mødet har SF-formand, Pia Olsen Dyhr, opstillet fem krav: En hurtig dagpengeløsning, flere pædagoger, bedre inklusion, klimaforbedringer og tilbagerulning af den gensidige forsørgerpligt.

- Vi går til forhandlinger for at få vores krav igennem, men ingen af vores krav er ultimative. Jeg håber, at regeringen vil komme os i møde på de her punkter, siger Pia Olsen Dyhr til Ritzau.

Især på børneområdet forventer SF at få opbakning fra regeringspartierne. Partiet vil i deres finanslovsforslag afsætte 200 millioner kroner til at ansætte flere pædagoger i vuggestuer og børnehaver.

- De Radikale sagde på deres landsråd, at de ville have minimumnormeringer i daginstitutioner. Der er en vis forståelse i regeringen over for børneområdet, siger Dyhr.

Netop kravet om flere pædagoger har Enhedslisten fremlagt for finansministeren mandag morgen, da partiet skulle til deres første møde om finansloven.

Generelt er der flere paralleller mellem Enhedslisten og SF's liste af krav til forhandlingerne. Begge partier ønsker at sætte klimaet på dagsordenen, og begge kræver hurtig handling i forhold til de personer, der har mistet retten til dagpenge.

Og især forhandlingerne omkring dagpengene kan trække tænder ud, mener Pia Olsen Dyhr.

- Selvom statsministeren på partiets kongres erkendte, at der er et problem, så bliver den store knast i forhandlingerne nok dagpengene, siger hun.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har gang på gang afvist at ændre dagpengereglerne i den kommende finanslov.

Det er i starten af november, at de politiske aftaler om en ny finanslov skal være på plads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.