Karsten Hønge er beskæftigelsesordfører for SF. Han udlært tømrersvend og arbejdede i en længere årrække på forskellige byggepladser. Han er også tidligere fagforeningsformand gennem 16 år. Karsten vil især skrive om vilkårene på arbejdsmarkedet – altid med udgangspunkt i dem, som har mindst.
REGERINGEN FANGER utrygge familier i en lavloftet kontanthjælpskælder. Det er hård liberalistisk politik, og handler alene om at spare penge på de familier, som ikke har ret meget i forvejen.
Højrefløjens ”moderne” kontanthjælpsloft presser de svageste stillede mennesker i Danmark længere nedad. Men der er overhovedet ikke noget moderne ved fattigdom og utryghed. Det er ikke nyt, men der i mod en gammeldags socialpolitisk kæp med mange år på bagen. Nu hives den frem igen for at give de fattigste et gok i nøden. Det er en rå nedskæring i alle de ydelser vi giver til de mennesker, som er stillet dårligst, uanset om det er deres kontanthjælp eller børnecheck.
Regeringen har fra dag et på kontoret kastet sig over at uddele blå mærker til de som i forvejen har mindst. Med kontanthjælpsloftet bliver mindst 24.000 danskere ramt ifølge ministeriets egne tal. Af dem er 13.000 enlige forsørgere, og det vil få store konsekvenser for børnene. En enlig mor til 2 børn mister f.eks. 2900 kroner.
Højrefløjens talerobotter gentager bevidstløst: ”Det skal kunne betale sig at arbejde”. Men kontanthjælpsloftet skaber ikke jobs. I alt får man ifølge Beskæftigelsesministeriets egne tal sølle 490 jobs. Der er endda et optimistisk gæt. Regeringens politik har altså intet at gøre med, at få folk i arbejde.
DET ER jo en bindegal politik, der har så urimeligt forhold mellem hvor hårdt det rammer og hvilke resultater, man håber at opnå. Galt er det også, at beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) tilsyneladende ikke aner, hvor mange der rammes af regeringens økonomiske forhammer. Tallene fra ministeriet er allerede blevet justeret adskillige gange, og allerede nu begynder sagen at minde om de urealistiske vurderinger af dagpengereformen.
Utrygheden breder sig, og mange er bange for at åbne brevet fra kommunen, der fortæller dem, om de er købt eller solgt.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.