Signe Munk er sygeplejerskestuderende og Næstformand i SF. Hun har haft sin politiske opvækst i kommunalpolitik, da hun som blot 19-årig indtog en af pladserne i Viborg Byråd. Her arbejdede hun for at udvikle og styrke den borgernære velfærd i en tid, hvor pengene var få og de blå var mange.
Signe skriver om velfærdsdanmark under udvikling og afvikling – altid med en ambition om at finde veje for velfærden med trygheden og fællesskabet i behold. Foruden et stærkt fokus på at skabe velfærd for borgerne, er Signe optaget af arbejdsvilkår, faglighed og hverdagen for de mange ansatte i det offentlige. Signe vil desuden bruge sin blog til at afsløre højrefløjens nedskæring, som pakkes ind i smarte reklameord.
I Danmark tales der tit med stor stolthed om vores ytringsfrihed. Særligt på grundlovsdag vil rosen ingen ende tage.
Men lige så travlt som vi har med at fejre ytringsfriheden i skåltalerne, lige så bekymret må vi være for der hvor den er presset. Og det er den for de offentlige ansatte.
Det bliver mere og mere tydeligt, at der på de offentlige arbejdsgange hersker en udpræget tavshedskultur.
Det kommunikeres ud af chefer og direktører til de ansatte på kringlede måder. Men det virker, fordi frygten for at kritik fører til at fyresedlen lander på opråberens bord næste gang sparerunden rammer, er stor. Det får mange offentligt ansatte til at lukke i. Det betyder desværre, at der ikke fortælles om konsekvenserne af sparerunder på sygehusene, i børnehaven eller i ældreplejen.
Det er ikke kun urimelige arbejdsvilkår for de ansatte — det er også ærgerligt, fordi kritik og åbenhed om forholdene i Velfærdsdanmark driver det offentlige fremad. Ligesom åbenheden sikrer, at politikerne, skatteborgerne og alle andre bliver oplyst om konsekvenserne af den førte politik.
Et eksempel på tavshedskulturen er Viborg Kommune. Her blev pædagoger, læreres og dagplejeres deltagelse i en lokal kampagne mod millionstore besparelser på børneområdet i sidste uge stoppet med en mail fra en forvaltningens topfolk.
Mailen lød: »Som leder eller medarbejder kan man ikke indgå i eller bistå med kampagnen «.
Efter mailen i går har ramt medierne, er der selvfølgelig blevet trukket i land og forklaret. ”Det var jo ikke sådan ment…”, lyder det. Det viser dog alligevel, hvilket pres der lægges på de ansatte, for at de ikke skal deltage i debat og kritik af de siddende politikere eller forvaltningen.
Men det er ikke kun ytringer i det offentlige rum, kontakt til forældre eller demonstrationer, som ansatte i kommunerne frarådes til at involvere sig i. Det er også den interne kritik, som er indhyllet i et tavshedsslør.
En stor undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 blandt offentligt ansatte viser, at hver femte adspurgt har undladt at indberette »uforsvarlige forhold« på deres arbejdsplads til ledelsen. Samtidig viser undersøgelsen, at kun hver femte i høj grad fornemmer fuld tillid fra deres administrative ledelse.
Det betyder uendeligt meget for arbejdsmiljøet, at man kan komme af med frustrationer og bekymringer. Det betyder enormt meget for politikerne, at hverdagens eksperter også kan deltage i den offentlig debat. Og velbegrundet kritik betyder, der kan skabes basis for nye måder at gøre tingene på. Vi mister nemlig vigtig viden, når offentligt ansatte får mundkurv på
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.