SF kalder Jelved i samråd om Movias dom over kampagne
Özlem Cekic finder det grotesk, at det offentlige selskab Movia vælger at fjerne kampagne mod bosættelser.
Özlem Cekic (SF) vil nu kræve at få ministersvar på, om en offentlig virksomhed som Movia kan begrænse ytringsfriheden. Det sker efter, at Movia har valgt at fjerne kampagne mod israelske bosættere.
Özlem Cekic (SF) vil nu kræve at få ministersvar på, om en offentlig virksomhed som Movia kan begrænse ytringsfriheden. Det sker efter, at Movia har valgt at fjerne kampagne mod israelske bosættere. Foto: Michael Daugaard/free


SF's medieordfører, Özlem Cekic, vil have svar fra kulturminister Marianne Jelved (R) på, om det er i orden, at en offentlig institution som Movia går ind og begrænser ytringsfriheden.

Det mener politikeren nemlig, at Movia har gjort torsdag ved at beslutte, at en kampagne mod israelske bosættelser skal fjernes fra 35 buslinjer i København og omegn.

Kampagnen er bestilt af Dansk Palæstinensisk Venskabsforening og blev sat op 27. april.

- Jeg synes, at det er helt grotesk. Det svarer til, at der i Iran er nogle religiøse overhoveder, som censurerer ytringsfriheden. Åbenbart har vi i Movia nogle politikere, der sidder og gør det samme. De sidder og vurderer, hvad ytringsfriheden må bruges til, siger Özlem Cekic til Ritzau.

- Det er særligt rystende, at vi her snakker om en offentlig institution, siger hun.

Derfor vil medieordføreren fredag kalde kulturminister Marianne Jelved (R) i samråd om sagen.

- Jeg vil spørge, hvordan man som offentlig institution kan gå ind og begrænse ytringsfriheden. Det er et helt principielt spørgsmål, som ministeren er nødt til at forholde sig til, siger hun til Ritzau.

Movia har tidligere torsdag sagt, at man fjerner kampagnen, da man mener, at den var unødigt stødende. Derudover kan den ifølge selskabet ses som diskriminerende over for jøder.

Men her er SF's medieordfører rasende uenig:

- Indholdsmæssigt er kampagnen fuldstændig inden for skiven i forhold til, hvad regeringen mener, og hvad EU mener. Så jeg forstår ikke, hvad det er, der har været så stødende, siger hun og henviser til, at de israelske bosættelser betegnes som værende ulovlige.

Derudover mener Özlem Cekic, at Movia i dén grad trænger til et kursus i at adskille bosættelserne fra jødedommen.

- De to ting hænger jo ikke sammen. Movia spiller det religiøse kort for at kortslutte den her debat. Det er meget ufint at gøre, for det her har intet med jødedommen at gøre, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.