SF: Bødehjælp til nye statsborgere ikke nok
For mange ting udløser i dag karantæne fra statsborgerskab på grund af lav bagatelgrænse, mener SF.
Hjælp til folk som venter på statsborgerskab er ikke nok, mener SF.
Hjælp til folk som venter på statsborgerskab er ikke nok, mener SF. Foto: Colourbox/free


Idéen er sådan set god nok, men den løser langt fra hele problemet.

Sådan siger SF's indfødsretsordfører, Karina Lorentzen, om et forslag fra justitsminister Mette Frederiksen (S), som ifølge Politiken vil give Folketingets Indfødsretsudvalg mulighed for at give dispensation til personer, som står til at få udskudt deres danske statsborgerskab på grund af en bøde på mellem 3000 og 10.000 kroner.

I dag får ansøgere om statsborgerskab udskudt statsborgerskabet med mindst tre år, hvis de får en bøde på 3000 kroner eller mere.

Det har eksempelvis betydet, at en afghansk mand fik udsat sit statsborgerskab i tre år, fordi han kom til at sætte ild til en hæk med sin ukrudtsbrænder.

- Selvfølgelig er det her bedre end ingenting, og det er et skridt i den rigtige retning, og vi kan også godt støtte det. Men jeg synes ikke engang, det er en halv løsning, siger Karina Lorentzen til Ritzau.

Hun mener, at der er behov for helt at ændre den nuværende lovgivning, som ifølge hende er blevet forældet.

- Siden indførelsen af den bødegrænse (3000 kroner, red.) har Folketinget ad flere omgange skærpet bøderne for alt muligt, og derfor giver mange ting karantæne fra statsborgerskab, selvom de ikke gjorde det tidligere.

- Pointen er, at man i dag rammer folk for langt mindre ting, end det var tilsigtet, mener Karina Lorentzen.

Hun ønsker ikke at sætte et konkret tal på, hvor en bødegrænse skal gå, før den er rimelig.

Ifølge Politikens oplysninger - som også er dem, Karina Lorentzen udtaler sig ud fra - vil overtrædelser af færdselsloven ikke blive omfattet af muligheden for dispensation.

Det ryster SF'eren på hovedet af.

- Det er komplet latterligt, siger Karina Lorentzen.

Hun er kaldt til møde i sagen torsdag middag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.