SF-bagland før landsmøde: Vi vil have fire års dagpengeret
SF's landsledelse vil arbejde for en dagpengeperiode på tre år, men det er ikke godt nok, lyder det fra dele af baglandet. Weekendens landsmøde skal afgøre, om SF fortsat skal kræve en fuld tilbagerulning af dagpengereformen.
Samtidig med at SF-formand Pia Olsen Dyhr har iværksat en ny dagpengeoffensiv mod regeringen, mødes SF-toppen nu selv med kritiske dagpengerøster fra baglandet.
Samtidig med at SF-formand Pia Olsen Dyhr har iværksat en ny dagpengeoffensiv mod regeringen, mødes SF-toppen nu selv med kritiske dagpengerøster fra baglandet. Simon Skipper/Scanpix


Skal SF fortsat arbejde for en fuld tilbagerulning af dagpengereformen og en dagpengeperiode på fire år?

Eller skal SF følge landsledelsens indstilling og slække på kravet, så det fremover lyder på en treårig dagpengeperiode?

Samtidig med at SF-formand Pia Olsen Dyhr har iværksat en ny dagpengeoffensiv mod regeringen, mødes SF-toppen nu selv med kritiske dagpengerøster fra baglandet.

"Det er ikke det, der er vores politik"

På et landsmøde i weekenden vil SF-ledelsen søge opbakning til, at partiet skal arbejde for en dagpengeperiode på tre år.

Men det er ikke ambitiøst nok, mener blandt andre SF's lokalformand i Randers, Søren Jensen Lund.

- SF er jo et pragmatisk parti, og hvis man kunne få forhandlet sig frem til en dagpengeperiode på tre år, så ville jeg da som udgangspunkt være godt tilfreds.

- Men det er vigtigt at understrege, at der så vil være tale om et kompromis, for det er ikke det, der er vores politik. Det er fire år, som det var før dagpengereformen.

Er du bange for, at det kan blive fremstillet sådan, at I delvist har accepteret dagpengeforringelserne?

- Ja, det er jeg. Helt klart. Det er ikke for på nogen måde at skabe ballade, men her i SF Randers mener vi, at udgangspunktet må være en decideret tilbagerulning af dagpengereformen, siger Søren Jensen Lund.

Ledelsen: Der er ikke noget nyt i det

Stridens kerne er SF-ledelsens udkast til en fælles udtalelse fra landsmødet. Her fremgår det, at "SF arbejder for en dagpengeperiode på tre år", men det vil SF Randers have ændret til "fire år".

SF's gruppeformand, Jonas Dahl, ser dog frem til landsmødets dagpenge-debat med sindsro. Han afviser, at SF-toppen er i gang med en delvis accept af dagpengereformen.

- Man kan ikke sige, at vi har opgivet kampen. Det afgørende for os er, at vi ser på, hvad der er af muligheder for at hjælpe den her gruppe bedre, end vi gør i dag. Der har vi fundet frem til noget, som er langtidsholdbart, siger han.

Samtidig påpeger Jonas Dahl, at det ikke er første gang, at SF-ledelsen er på banen med forslaget om en treårig dagpengeperiode.

- Allerede i forbindelse med sidste års finanslovforhandlinger, gik vi ud med et forslag om en 2+1-ordning, så man er dækket i tre år. Så der er sådan set ikke noget nyt i det, siger han.

Løsninger skal være finansierede og realistiske

Jonas Dahl peger på, at en dagpengeløsning ikke kun handler om dagpengeperiodens længde, men også om at blive bedre til at finde arbejde til folk og at opkvalificere de ledige.

Samtidig understreger han, at det også handler om, hvad der er realistisk - både politisk og økonomisk.

- Der er også nogen, som gerne ville tilbage til en dagpengeperiode på otte år, men nu må vi arbejde ud fra den virkelighed, der er. Det her handler om, at vi skal komme med løsninger, som er finansierede, og som er realistiske at få gennemført, siger han.

Formanden for SF i Randers, Søren Jensen Lund, mener dog ikke, at kravet om en fireårig dagpengeperiode skal droppes blot fordi, at der ikke umiddelbart er bred politisk opbakning.

- Det kan jeg overhovedet ikke se som et problem. Vi skal klart melde ud, at det er fire år, der er vores udgangspunkt. Men ingen er i tvivl om, at SF er et parti, der går ind i forhandlinger, og er klar til at gå på kompromis, hvis det er nødvendigt, siger han.

Det dagpengeproblem, du kender

SF's lokalafdeling i Randers er ikke alene om at ønske en mere ambitiøs dagpengepolitik.

Også Allan Søgaard-Andersen fra SF Fredericia har stillet et ændringsforslag til landsmøde-udtalelsen. Han mener, at det bør understreges, at SF arbejder for en dagpengeperiode på mindst tre år.

- Der er mest tale om en præcisering, for hvis man kan forhandle sig frem til noget, der er endnu bedre – for eksempel tre et halvt år – skal vi selvfølgelig gå efter det, siger Allan Søgaard-Andersen.

SF's landsmøde løber af stablen i weekenden i Falkonercentret på Frederiksberg. Det sker i kølvandet på en uge, hvor dagpenge-debatten for alvor er blusset op igen.

Blandt andet har fagforbundene LO og FTF fremlagt ni principper for et bedre dagpengesystem, mens SF-formand Pia Olsen Dyhr selv har stået i spidsen for store avisannoncer om "Det dagpengeproblem, du kender".

Regeringen og Socialdemokraterne - anført af statsminister Helle Thorning-Schmidt - har dog afvist at komme med et bud på konkrete dagpengeændringer, før dagpengekommissionen kommer med anbefalinger til efteråret.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.