"Sexelancen" på vej: Skal passe på sexarbejdere i København
Lokale borgere og sexarbejdere står bag initiativet til den såkaldte "Sexelance" på Vesterbro i København.
Lokale borgere og sexarbejdere står bag initiativet til den såkaldte "Sexelance" på Vesterbro i København.
Lokale borgere og sexarbejdere står bag initiativet til den såkaldte "Sexelance" på Vesterbro i København. Foto: Sexarbejdernes Interesse Organisation/Foreningen Minoritet/Free


Det kan være forbundet med stor fare at arbejde som sexarbejder på Vesterbro i København.

Derfor får området nu en mobil sexklinik, som kaldes "Sexelancen"

Bag initiativet står lokale borgere og sexarbejdere. Det praktiske arbejde udføres af Sexarbejdernes Interesseorganisation og Foreningen Minoritet, der tidligere har etableret Danmarks første fixerum i 2011.

- I generationer har vi været vidner til, at gadens sexarbejdere har kunder på gaden. Vi ved, at lidt over 40 procent udsættes for trusler eller vold. Men hvis du er på en klinik som sexarbejder, er det kun tre procent.

- Vi forsøger at skabe et alternativ, som er værdigt og mere sikkert end at have kunder på gaden og i det offentlige rum, siger Michael Lodberg Olsen, bestyrelsesformand i Foreningen Minoritet.

Med de nuværende rammer er sexarbejderne typisk henvist til at drive deres forretning på parkeringspladser, i baggårde eller på øde områder ved baneterrænet omkring Vesterbro, fortæller Michael Lodberg Olsen.

"Sexelancen", der er en ombygget tidligere ambulance, var for første gang på hjul onsdag aften. Indtil videre er det planen, at den skal i aktion hver torsdag og fredag klokken 16-19.

Åbningstiderne kan dog udvides, hvis der kommer flere frivillige til, lyder det.

Den rullende sexklinik er indrettet med en lille briks samt hygiejneartikler, kondomer, glidecreme og rengøringsmidler, og den er bemandet med minimum to frivillige, der kan sikre den fornødne tryghed omkring sexarbejderne og deres kunder.

Michael Lodberg Olsen fortæller, at man stadig ikke er sikker på, hvordan køretøjet skal fungere i praksis.

- Man diskuterer det stadig. Vi vil jo gerne gøre det så diskret som muligt. Så om det bliver sådan, at den samler sexarbejderen og kunden op på Istedgade, eller om det bliver ved en sidegade, at det sker, ved vi ikke endnu.

Han understreger dog, at man vil gøre alt for ikke at genere lokalområdet.

- Jeg tror, at folk hellere vil se på en gammel ambulance end en sexarbejder med en kunde mellem to biler, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.