Rejser du på ferie med din partner - og drømmer du i den forbindelse om masser af hed ferie-erotik?
For at få drømmene realiseret, bør du planlægge en aktiv ferie, hvor de fysiske udfoldelser ikke kun foregår på lagenerne.
En parferie, der indeholder motion, giver nemlig mere sex, konkluderer Spies på baggrund af en større befolkningsundersøgelse, som Epinion har udført for rejsebureauet.
Ifølge undersøgelsen har de adspurgte danskere, som dyrker motion på ferien, langt mere feriesex med deres partnere, end de, der ikke gør det.
Især er folk, der spiller golf på ferien, aktive på lagenerne. Golfspillerne svinger i dén grad køllen på flere fronter. De har 50 procent mere sex på en ferieuge end de danskere, der ikke dyrker motion på ferien.
Holdsport som volleybal kan også krydre intimiteten. De, som dyrker denne type sport, har 41 procent mere sex på en ferieuge sammenlignet med de danskere, der ikke dyrker motion under ferien.
Også dans fremmer erotikken. Ifølge undersøgelsen har danskere, der blandt andet dyrker zumba og funk, 37 procent mere sex på en ferieuge i forhold til de danskere, der ikke er fysisk aktive på ferien. Men ingen slår golfspillerne, og det har måske en forklaring:
- Umiddelbart kan det lyde sjovt, at golfspillere er de sportsudøvere, som angiver at have mest sex på ferien. Men det at spille golf minder på mange måder om at gå på en date. Der er nemlig tid til at gå og nyde hinandens nærvær ved at grine sammen over et lidt skævt slag eller beundre den andens kunnen. Ofte er golfbaner også omgivet af smuk natur, siger sexolog Jakob Olrik i en pressemeddelelse fra Spies.
- Golf kan derfor bruges som et oplagt forspil til en romantisk aften. Og så har lige den sportsgren også den fordel, at det ikke er en sport, hvor man udmatter sig selv. Det betyder, at golfspillerne selv efter en lang dag stadig har energien til at nyde hinanden, når dagen under solen er slut.
Epinion har i februar i år gennemført en befolkningsundersøgelse for Spies om motions-, ferie- og sexvaner. Undersøgelsen er blevet til på baggrund af et spørgeskema, som er blevet sendt ud som en e-survey. Der er indsamlet 2068 interviews med danskere i alderen 18-45 år, som enten er i et parforhold eller gift.