Af Anna Sophie Borgbjerg, Mama.dk, Aller Media
Når du lige har født, så er sex formentlig det sidste, du orker at tænke på. Har du født vaginalt er underlivet sandsynligvis medtaget, og trætheden efter at være på nat og dag med et spædbarn kan være lammende for alt – også sexlivet.
Men skulle overskuddet være der, hvornår er det så okay at starte op igen? Det svarer jordemoder Camilla Gry Temmesens her, ligesom hun kommer med råd til, hvilken prævention der egner sig godt til dig, der har født, alt efter hvilket behov du har.
- Det kan I, lige så snart I begge føler jer parate. Det eneste, I skal huske på, hvis I dyrker sex inden for de første otte uger, er at bruge kondom. Er du blevet syet efter fødslen, vil jeg anbefale, at I venter 14 dages tid. Herefter skulle stingene være væk og bristningen helet.
Læs på mama.dk, hvordan du har sex som gravid
Hvornår kan man blive gravid igen?
Du har været vant til en lang periode, hvor prævention ikke har været nødvendig, fordi du allerede var gravid, men nu er det på med beskyttelsen igen. En fødsel er ikke nogen prævention mod graviditet, så i princippet kan du blive gravid lige så snart, du har sex igen, hvis du ikke beskytter dig.
- Det er meget forskelligt fra person til person, hvornår ægløsningen vender tilbage. Men fordi ægløsningen altid kommer før menstruationen, kan du potentielt have ægløsning hele tiden, og du skal derfor huske at beskytte dig – medmindre du altså ønsker at være gravid igen hurtigt efter fødslen, siger Camilla Gry Temmesens.
Hvilken prævention anbefales?
Eftersom spiral kun anbefales til kvinder, der har født, så er der en del, der overvejer at skifte til især hormonspiral. Men det er slet ikke sikkert, det er nødvendigt for dig, forklarer jordemoderen.
- I langt de fleste tilfælde plejer jeg at anbefale kondom, mini-piller eller spiral. Men har du brugt pessar eller p-ring, før du blev gravid, er der intet i vejen for at fortsætte med det. De naturlige præventionsmetoder som sikre perioder, afbrudt samleje og amning er ikke metoder, jeg anbefaler, da de er alt for usikre. P-stav anbefaler jeg heller ikke, da der er set tilfælde, hvor kvinder er blevet alvorligt syge af denne præventionsform, siger hun.
Derfor kan klementiner være skadelige for børn og fostre: Læs mere på Mama.dk
Kan man blive gravid, imens man ammer?
Kender du myten om, at man ikke kan blive gravid så længe man ammer? Pas på! Det kan godt være, at amningen udskyder menstruationen lidt, men du ved aldrig, hvornår du får ægløsning, så beskyttelse er nødvendigt, forklarer Camilla Gry Temmesens.
- Når du ammer på fuld tid – det vil sige, når baby ikke får fast føde – giver det en vis beskyttelse mod graviditet. Hos nogle kvinder udskyder amningen nemlig ægløsningen, og der kan faktisk gå helt op til et år eller mere, før menstruationen vender tilbage. Men sådan er det ikke for alle! Og du skal huske på, at du har ægløsning, før du får menstruation, så ja – du kan sagtens blive gravid, selv om du ammer. Man kan altså aldrig rigtigt stole på denne metode, siger hun.
13 tidlige tegn på graviditet: Læs mere på Mama.dk
Originalt link