Sevilla-træner efter triumf: Hårdt arbejde
For fjerde gang på bare ti år vandt Sevilla Europa League, og det har tæret på kræfterne, fortæller træneren.
Sevillas spillere jubler efter et af målene, som sikrede en 3-2-finalesejr over FC Dnipro onsdag aften.
Sevillas spillere jubler efter et af målene, som sikrede en 3-2-finalesejr over FC Dnipro onsdag aften. Foto: Michael Sohn/AP


Det krævede hårdt slid og slæb at forsvare titlen i Europa League, men det lykkedes for Sevilla med en 3-2-sejr over FC Dnipro i onsdagens finale, og det var Sevillas cheftræner, Unai Emery, stolt over.

- Det har været hårdt arbejde. Hele holdet arbejdede virkelig godt. Vi havde vanskeligheder i alle kampene, siger Emery til uefa.com.

Det stod 2-2 efter første halvleg, og ukrainerne havde gjort overraskende god modstand.

- I pausen snakkede vi om, hvor meget denne turnering tærer på dig, og at vi var nødt til at vente på vores moment. Vi fortjener titlen, og nu skal vi bare nyde det, siger Unai Emery.

Det er fjerde gang, at Sevilla vinder Europa League, som tidligere hed Uefa Cuppen, og det er rekord. Derfor var spillerne også glade efter sejren.

- Vi ønskede at vinde endnu en titel. Vi har fastholdt vores koncept, og at vi nåede finalen, viser, at vi har gjort tingene rigtigt.

- Dnipro viste, at de er et tophold. Vi viste, hvad der skal til for at slå sådan en modstander, siger Sevilla-backen Aleix Vidal.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.