Seriehold får superligamodstand i pokalen
Tarm IF fra Serie 1 møder AC Horsens i første runde, mens Esbjergs superligamandskab skal til Middelfart.
Bo Henriksens Horsens-mandskab skal op imod Tarm IF i DBU Pokalen. (Arkivfoto).
Bo Henriksens Horsens-mandskab skal op imod Tarm IF i DBU Pokalen. (Arkivfoto). Foto: Jens Dresling/Polfoto


Serie 1-spillerne fra Tarm IF får en hårdt start på pokalturneringen, DBU Pokalen, når første runde bliver afviklet til august.

Serieholdet fra Vestjylland skal op imod superligaoprykkerne fra AC Horsens i første runde.

Det blev afgjort torsdag, hvor 96 hold var med i lodtrækningen til de første kampe i pokalturneringen.

Også Esbjerg var med i bowlen, og superligamandskabet skal på besøg hos Middelfart fra 2. division.

De øvrige 12 hold fra landets bedste fodboldrække træder først ind i DBU Pokalen senere i turneringen.

FC Græsrødderne, der består af en række tidligere professionelle spillere, var det lavest rangerede hold i torsdagens lodtrækning. FC Græsrødderne fra Serie 4 tørner ind i AB, der for nylig rykkede op i 1. division.

Første runde afvikles som udgangspunkt 9. og 10. august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.