Serie-maraton på tv er skidt for dit helbred
Hvis du ikke kan løsrive dig fra skærmen, når en tv-serie kører, er der dårligt nyt. En undersøgelse viser, at det skader helbredet.
Føler du dig også fristet til at se næste afsnit og næste afsnit af din favoritserie? Så kan det gå ud over dit helbred.
Føler du dig også fristet til at se næste afsnit og næste afsnit af din favoritserie? Så kan det gå ud over dit helbred. Foto: Colourbox/free


Bruger du dine fridage på at fortære så mange afsnit af din yndlings-tv-serie som muligt? Nu er der dårligt nyt til alle dem, der ikke kan løsrive sig fra skærmen, når det ene afsnit af House of Cards forsvinder efter det andet.

Fænomenet kaldes binge-watching, og i et nyt studie kæder forskere på University of Texas de mange timers seriekiggeri sammen med depression, asocial opførsel, aggression og fedme.

Studiet viste især en tendens til, at jo mere ensom og deprimeret du er, desto mere tilbøjelig er du til at forfalde til tv-seriernes fristelser for at undgå de negative følelser.

- Selvom mange argumenterer for at binge-watching er en harmløs afhængighed, viser resultaterne fra vores studie, at det ikke er tilfældet. Fysisk og psykisk udmattelse, overvægt og andre sundhedsfarer er forbundet med binge-watching. Og det giver grund til bekymring, siger Yoon Hi Sung, der er en af forskerne bag studiet.

- Når det tager overhånd, begynder nogle seere at negligere deres arbejde og deres forhold til andre mennesker, tilføjer han.

Begrebet binge-watching er relativt nyt, men det er fænomenet langt fra. Det tog for alvor fart med udgivelsen af dvd-bokse, hvor man udgav hele tv-serier som Mad Men eller The Sopranos. De seneste år er udbredelsen blevet langt større med streamingtjenesternes indtog.

- Især Netflix, hvor man automatisk føres videre til næste afsnit, har gjort fænomenet meget udbredt. Også med deres egne serier som House of Cards og Orange is the New Black, hvor de lægger hele sæsoner ud, selvom de egentligt ikke behøver det, siger Jakob Isak Nielsen, der forsker i tv-serier på Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet.

Det er i dag let at falde i tv-serie fælden, hvor man bare vil se mere og mere. Det skyldes blandt andet, at det er mere overkommeligt at se et afsnit af en tv-serie end at se en hel film.

- Det er langt mindre forpligtende at sætte sig ned og se et afsnit af en tv-serie end at sætte sig ned og se en film på 2,5 time. Det sjove er bare, at det ofte ender med, at vi sidder foran fjernsynet i ligeså lang tid eller længere. Afsnittene slutter ofte med ubesvarede spørgsmål, og derfor vil vi gerne se mere og mere, siger Jakob Isak Nielsen.

Fakta: Det betyder binge-watching:

Fænomenet binge-watching er den amerikanske betegnelse for at se flere episoder af en bestemt tv-serie ad gangen. Det stammer fra begreber som binge-drinking og binge-eating. Binge-drinking er den engelske betegnelse for at indtage store mængder alkohol på én gang, og binge-eating karakteriseres som at tvangsoverspise, som er en psykiatrisk lidelse.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.