Serena Williams løfter sit spil og sikrer semifinale
Efter kvartfinalesejr møder Serena Williams useedet hollænder i semifinalen ved French Open i Paris.
Serena Williams er klar til semifinalen ved French Open i Paris.
Serena Williams er klar til semifinalen ved French Open i Paris. Foto: David Vincent/AP


Den forsvarende mester hos kvinderne er klar til semifinalen ved dette års grand slam-turnering French Open.

Torsdag spillede Serena Williams sig således videre fra kvartfinalen, da hun besejrede Yulia Putintseva fra Kasakhstan med 5-7, 6-4, 6-1.

Det blev ingen nem sejr for Serena Williams, der tabte første sæt til den useedede modstander, som er nummer 60 på verdensranglisten, og allerede i første parti i andet sæt brød Putintseva og bragte sig foran 1-0.

Da var det op ad bakke for amerikaneren, der virkede i vildrede og havde lavet et hav af fejl indtil da i kampen.

I næste parti kunne Putintseva dog ikke selv holde serven, og Serena Williams brød tilbage og vandt også sættet.

I tredje sæt lod Serena Williams ikke sin modstander komme til fadet, men Putintseva overlevede tre matchbolde bagud 1-5 i Serena Williams serv, men da Putintseva sendte bolden ud over baglinjen, gav hun Williams den fjerde matchbold, som blev udnyttet.

French Open har i ugens løb været præget af regnvejr, og dagens kvartfinale var også stoppet i 15 minutter på grund af regn, før spillet blev genoptaget.

Serena Williams jager sin 22. grand slam-titel, og henter hun den, så udligner hun Steffi Grafs rekord fra 1999.

I semifinalen skal Serena Williams møde hollandske Kiki Bertens, der blev den første hollænder i 45 år, der når frem til semifinalen i turneringen.

Bertens besejrede Timea Bacsinszky fra Schweiz med 7-5, 6-2

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.