Serena Williams: Hårdt at slå søster og bedste ven ud
Det var en lidt vemodig Serena Williams, som satte ord på sejren over storesøster Venus Williams.
Serena Williams slog storesøster i to hurtige sæt i Wimbledon.
Serena Williams slog storesøster i to hurtige sæt i Wimbledon. Foto: Alastair Grant/AP


Tennisspilleren Serena Williams vandt mandag eftermiddag 6-4, 6-3 over søsteren Venus Williams og er klar til kvartfinalen i grand slam-turneringen Wimbledon.

- Det er aldrig nemt at slå en person, man elsker og holder af. Det er hårdt. Det er min bedste ven i verden. Men jeg forsøgte at holde fokus.

- Jeg servede godt, og jeg spillede stabilt. Hun spillede også godt, så det var rart at få det overstået i to sæt, siger Serena Williams.

Verdensetteren har vundet Wimbledon fem gange, og mandagens kamp varede 67 minutter.

- Jeg er 33 år, og hun er lige blevet 35. Jeg ved ikke, hvor mange flere gange vi får denne oplevelse og øjeblik. Det var meget surrealistisk, forklarer topseedede Serena Williams.

Også Maria Sharapova gik videre til kvartfinalen, da den fjerdeseedede russer slog Zarina Diyas fra Kasakhstan med 6-4, 6-4.

Sharapova, som vandt Wimbledon i 2004, skal i kvartfinalen møde amerikaneren Coco Vandeweghe, som er nummer 47 i verden. Coco Vandeweghe slog tidligere mandag tjekken Lucie Safarova med 7-6, 7-6.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.