Serena Williams efter finalenederlag: Kerber var bedst
Den 34-årige amerikaner må fortsat vente med at tangere Steffi Grafs 22 grand slam-sejre i damesingle.
Serena Williams tabte overraskende til Angelique Kerber i finalen ved Australian Open.
Serena Williams tabte overraskende til Angelique Kerber i finalen ved Australian Open. Foto: Rick Rycroft/AP


Hvis Serena Williams var ekstremt skuffet efter det uventede finalenederlag til Angelique Kerber ved Australian Open, så skjulte hun det godt.

Den 34-årige amerikanske tennisspiller havde efter det uventede nederlag på 4-6, 6-3, 4-6 i Melbourne overskud til smilende at lykønske den lykkelige tysker, der erobrede sin første grand slam-titel i karrieren.

- Angie, tillykke, siger Serena Williams ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Du gjorde det så flot. Du leverede det bedste spil ved turneringen. Jeg er så glad på dine vegne, og jeg håber virkelig, at du nyder dette øjeblik, siger den topseedede amerikaner, der seks gange har vundet den australske grand slam-turnering.

Serena Williams havde før lørdagens finale vundet 21 af de 25 grand slam-finaler i damesingle, hun havde deltaget i.

Med en sejr ville amerikaneren have tangeret tyske Steffi Grafs 22 grand slam-titler i damesingle, hvilket er rekord i tiden med professionel tennis.

Margaret Court har rekorden for flest grand slam-sejre, men hovedparten af australierens 24 sejre blev vundet, før det var tilladt for professionelle spillere at være med.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.