Serena tilgiver og vender tilbage til turnering
Serena Williams vil nu vende tilbage til Indian Wells-turnering i Californien efter 14 års boykot.
Serena Williams er klar til at vende tilbage til en turnering, hvor hun ikke har følt sig velkommen i 14 år. Hun spiller i Indian Wells til marts.
Serena Williams er klar til at vende tilbage til en turnering, hvor hun ikke har følt sig velkommen i 14 år. Hun spiller i Indian Wells til marts. Foto: MIC SMITH/AP


Verdens bedste kvindelige tennisspiller Serena Williams vil nu igen spille tennisturneringen Indian Wells.

Det skriver hun selv i en klumme hos magasinet Time, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det har været svært for mig at glemme de timer, jeg græd i omklædningsrummet i Indian Wells efter min sejr i 2001. Jeg kørte hjem til Los Angeles med følelsen af, at jeg havde tabt den største kamp nogensinde, ikke en tenniskamp, men en større kamp for lighed, skriver Serena Williams.

Amerikaneren har vundet turneringen to gange. Første gang i 1999, hvor hun besejrede Steffi Graf, og så i 2001 efter finalesejr over belgieren Kim Clijsters.

Da hun sejrede over Kim Clijsters i 2001, var det en Serena Williams, som konstant blev buh'et af og generet af publikum.

Det talstærke publikum var utilfreds med, at Serena Williams var kommet let gennem semifinalen, fordi hun skulle have mødt sin søster Venus Williams, men søsteren trak sig fra kampen, så Serena Williams kom let til finalen.

Mange mente, at det var Williams-søstrenes far Richard, der havde iscenesat Venus Williams afbud for at give Serena en fordel i finalen mod Clijsters.

- Jeg har sagt nogle gange, at jeg aldrig ville spille der igen. Og tro mig, jeg mente det, skriver Serena Williams.

- Jeg indrømmer, at det skræmte mig. Hvad hvis jeg trådte ind på banen og alle i arenaen buhede af mig? Så ville mareridtet begynde forfra, skriver hun videre.

Serena Williams er nået frem til, at hun ikke længere har noget at bevise. Hun er stadig sulten efter triumfer, men tager tingene lidt mere roligt.

- Jeg følger bare mit hjerte i den her sag. Indian Wells var et vigtigt øjeblik i min karriere, og samtidig er jeg en del af turneringens historie. Sammen kan vi skrive en anden slutning, skriver hun.

Turneringen i Indian Wells hedder nu BNP Paribas Open og bliver spillet fra 9. til 22. marts.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.