Serena møder ung landsmand i semifinale
Amerikaneren Serena Williams vandt sikkert sin kvartfinale i Australian Open og møder nu 19-årige Madison Keys
Madison Keys fra USA skal i semifinalen møde verdensetteren Serena Williams i Australian Open. Arkivfoto.
Madison Keys fra USA skal i semifinalen møde verdensetteren Serena Williams i Australian Open. Arkivfoto. Foto: Lee Jin-man/AP


Den amerikanske tennisstjerne Serena Williams er videre til semifinalen ved Australian Open, hvor hun møder landsmanden Madison Keys.

Det er et faktum, efter at Serena Williams i overlegen stil onsdag slog Dominika Cibulkova fra Slovakiet med cifrene 6-2, 6-2 og viste noget af sit bedste spil ved turneringen i Melbourne.

Modsat sine tidligere kampe i Australien virkede topseedede Serena Williams klar fra start og gav kun få point fra sig i egen serv, hvor hun leverede i alt 15 serveesser.

Verdensetteren skal spille mod den blot 19 år gamle Madison Keys i næste runde. Den unge amerikaner vandt sin kvartfinale over Serena Williams' storesøster, Venus, i tre sæt 6-3, 4-6, 6-4.

Madison Keys viste god fight, da hun tydeligvis havde problemer med sit venstre lår og i andet sæt måtte bede om behandling i kampen mod den langt mere rutinerede Venus Williams.

Madison Keys er tidligere aldrig nået længere end til tredje runde ved en grand slam-turnering. Til sammenligning har Serena Williams vundet 18 grand slams - fem af titlerne er hentet i Australian Open.

I den anden semifinale i kvindernes turnering mødes de to russere Maria Sharapova og Ekaterina Makarova.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.