Serbiens valg er for mange et valg for EU eller Rusland
Serbiens premierminister, Aleksandar Vucic, håber at få vælgernes opbakning til proeuropæiske kurs ved valg.


Serbiens premierminister, Aleksandar Vucic, håber at få vælgernes opbakning til sin proeuropæiske kurs ved søndages parlamentsvalg, hvor der navnlig er fokus på ultranationalisten Vojislav Seselj, som for nylig blev frifundet for krigsforbrydelser ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag.

- Dette valg handler om Serbiens fremtid. Vi kommer ikke til at vende tilbage til den mørke fortid, som vi troede, vi havde lagt helt bag os, sagde Vucic på sit sidste valgmøde i Beograd med henvisning til de ultranationalistiske grupper.

Vucic har i meningsmålingerne støtte fra omkring 48 procent af vælgerne, hvilket skulle sikre ham endnu fire år som premierminister.

Seselj har ført valgkamp på at få Serbien tættere og tættere på Rusland og på afstand af EU.

- Serbien kan kun være trygt, hvis vi allierer os med Moskva, som altid har hjulpet os, og som aldrig har bombet os. Serbien kan ikke vente sig noget positivt fra EU, siger Seselj i sine valgtaler med henvisning til Natos bombardementer af Serbien under Kosovokrigen i 1999.

Seseljs nationalistiske parti, SRS, står i meningsmålingen til at blive det tredjestørste, hvilket indebærer, at det vil få plads i parlamentet for første gang siden 2012.

- Vi kommer til at få over 20 procent af stemmerne, sagde Seselj for nylig til det svenske nyhedsbureau TT.

Vucic har selv en fortid som informationsminister under det gamle serbiske regime omkring den krigsforrbryderanklagede ekspræsident Slobodan Milosevic.

I de seneste år har Seselj balanceret mellem at nærme sig EU og fastholde Serbiens historiske bånd til Rusland.

- I Serbien er der stigende skepsis over for EU, og det gavner chauvinistiske, prorussiske og antieuropæiske partier, siger Dusan

Janjic fra tænketanken Forum for Etniske Relationer i Beograd til Radio Free Europe.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.