Serbiens Chelsea-stjerner er med fra start
Det serbiske fodboldlandshold har sine største stjerner med fra start, når holdet lørdag møder Danmark.


Når det serbiske fodboldlandshold lørdag aften møder Danmark i Telia Parken, stiller Serbien med sine tre største stjerner fra start.

Det afslører den startopstilling, som Serbiens landstræner, Radovan Curcic, netop har offentliggjort.

Det drejer sig om Aleksandar Kolarov fra Manchester City og de to Chelsea-spillere Nemanja Matic og Branislav Ivanovic, som alle tre er i startelleveren.

Især Kolarov og Ivanovic er der blevet skrevet mangt og meget om den seneste uges tid.

Kolarov og Ivanovic huserer på henholdsvis venstreback og højreback, og de danske spillere har da også stor respekt for de to Premier League-spillere.

Lars Jacobsen, der skal spille overfor Kolarov, har kaldt Manchester City-backen for en "nøglespiller".

Som den enlige angriber fra Serbien spiller Anderlecht-spilleren Aleksandar Mitrovic.

Den komplette startellever lyder:

Vladimir Stojkovic, Aleksandar Kolarov, Nikola Maksimovic, Matija Nastasic, Branislav Ivanovic, Lazar Markovic, Nemanja Matic, Ljubomir Fejsa, Zoran Tosic, Adem Ljajic og Aleksandar Mitrovic.

Kampen fløjtes i gang klokken 20.45.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.