Serbien appellerer Uefas dom i skandalekamp
Det serbiske fodboldforbund vil ikke finde sig i at blive fratrukket tre point og miste hjemmebanefordelen.
Serbiens fodboldforbund vil ikke finde sig i at få fratrukket tre point i EM-kvalifikationen efter skandalekampen mod Albanien.
Serbiens fodboldforbund vil ikke finde sig i at få fratrukket tre point i EM-kvalifikationen efter skandalekampen mod Albanien. Foto: Marko Drobnjakovic/AP


Dommen fra det europæiske fodboldforbund (Uefa) i sagen om skandalekampen mellem Serbien og Albanien i EM-kvalifikationen bliver appelleret.

Det meddeler Serbiens fodboldforbund fredag på sin hjemmeside.

Uefa tilkendte tidligere fredag Serbien en 3-0-sejr i kampen, der blev spillet i gruppe I, som også tæller Danmark.

Men samtidig blev Serbien fratrukket tre point, og landet blev dømt til at spille sine næste to EM-kvalifikationskampe på hjemmebane uden tilskuere.

Den næste hjemmekamp for serberne er den 14. november mod Danmark. Den anden kamp, der er omfattet af dommen, er Serbiens kamp hjemme mod Armenien den 4. september næste år.

Kampen mellem Serbien og Albanien den 14. oktober i Beograd blev afbrudt kort før pausen, da en drone med et storalbansk flag fløj ind over stadion.

Den blev opfanget af en serbisk spiller, og spillere fra de to hold kom derefter op at toppes.

Det førte til, at fans invaderede banen, og kampen blev afbrudt af dommeren.

Også albanerne er meget utilfredse med afgørelsen, som altså betyder, at holdet taber kampen med 0-3.

Formelt har Albaniens fodboldforbund endnu ikke appelleret Uefas dom, men det sker formentlig snart.

- Dommen er mærkelig og uacceptabel. Albaniens fodboldforbund vil appellere dommen, og forlange at få de tre point for en sejr, sagde Ilir Shulku, forbundets generalsekretær, tidligere fredag.

Rent sportsligt er status for de to hold efter fredagens dom, at Albanien har fire point for tre kampe, mens Serbien har et enkelt point for to kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.