Serber før mødet med Danmark: Bliver skurke eller helte
Efter den dårlige start på EM-kvalifikationen skal Serbien slå Danmark, mener kantspilleren Zoran Tosic.


Det kan godt være, at Danmark føler sig presset til at hente point i Serbien fredag aften efter en mager pointhøst hidtil i EM-kvalifikationsturneringen.

Men det serbiske landshold har endnu større behov for en sejr i Beograd fredag, da holdet kun er noteret for et point.

Da EM er udvidet til 24 hold, forventer det serbiske fodboldfolk, at landsholdet denne gang kvalificerer sig til slutrunden, og spillerne mærker presset.

- Vi er dem, der vil blive behandlet som enten helte eller skurke afhængig af, om vi kvalificerer os til EM eller ej.

- Til at begynde med er vi nødt til at slå et stærkt dansk hold, siger den serbiske kantspiller Zoran Tosic.

Serbien lagde ud med 1-1 ude mod Armenien, men fik intet ud af hjemmekampen mod Albanien. Kampen blev afbrudt på grund af optøjer, og siden har Uefa bestemt, at ingen af landene skal have point ud af kampen.

- Vi havde forventet en del mere på dette stadie af kvalifikationen, men intet af det, vi planlagde, er realiseret. Derfor er vi nødt til at starte fra bunden, erkender kantspilleren.

Serbiens kamp mod Albanien blev stoppet ved 0-0, men da havde serberne domineret kampen.

- Var kampen mod Albanien fortsat, tror jeg, vi havde vundet, mener Tosic, der til daglig tørner ud for CSKA Moskva.

Som følge af urolighederne skal Serbien-Danmark spilles uden tilskuere. Inden kampen, der begynder klokken 20.45, har Serbien et point for to kampe, mens Danmark har fire point for tre kampe.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.