Den amerikanske journalist, der sidder tilbageholdt af prorussiske separatister i Ukraine, bliver snart frigivet, lyder det fra separatisterne selv.
Meldingen kommer fra en separatistleder i byen Slavjansk, skriver nyhedsbureauet AFP.
Journalisten Simon Ostrovsky, der arbejder for det amerikanske medie Vice News, blev angiveligt bortført at prorussiske separatister tirsdag. Mediet bekræftede, at journalisten var blevet taget til fange.
Men den lokale oprørsleder og selvudnævnte borgmester for separatisterne i Slavjansk, Vjatjeslav Ponomarjov, afviste onsdag, at der er tale om en gidselsituation.
- Der er ikke noget galt med Ostrovsky. Han er hos os, han har det godt og opholder sig på et rent sted. Han er ikke et gidsel, men vores gæst. Vi har blot givet ham et sted at bo, siger Ponomarjov ifølge Reuters.
Ifølge Ponomarjov blev journalisten tilbageholdt for at sprede løgne, der var "destabiliserende" for prorusserne.
/ritzau/