Sent Santander-mål sender FCK i Champions League
FCK er klar til klubbens fjerde Champions League-gruppespil efter 1-1 i returkampen mod cypriotiske Apoel FC.
Federico Santander blev den store helt, da FC København sikrede sig adgang til gruppespillet i Champions League.
Federico Santander blev den store helt, da FC København sikrede sig adgang til gruppespillet i Champions League. Foto: Petros Karadjias/AP


For første gang i tre år skal et dansk hold spille med i Champions Leagues gruppespil.

FC København klarede sig onsdag aften igennem en intens og nervefyldt returkamp mod cypriotiske Apoel FC.

FCK fik takket være et sent mål af Federico Santander 1-1 i udekampen og er dermed videre med samlet 2-1.

Det er fjerde gang i FCK's historie, at klubben skal spille i gruppespillet i Europas bedste klubturnering.

Samtidig tog FCK hævn for to tilsvarende kampe i 2009, der endte med en samlet Apoel-sejr.

Ligeledes blev der taget revanche på dansk fodbolds vegne, da Apoel FC i de seneste to sæsoner også agerede stopklods for både AaB's og FC Midtjyllands Champions League-drømme.

Op til kampen havde Ståle Solbakken forventet, at Apoel FC med de mange medlevende fans i ryggen ville komme med et større tryk og mere offensivt udgangspunkt end otte dage tidligere i Telia Parken.

Cyprioternes tryk varede dog kun i ganske få minutter, før FCK meldte sig ind i opgøret.

Allerede efter seks minutter havde FCK-spillerne fået to henstillinger for at trække tiden, så det lykkedes ikke for det danske hold at trække tempoet ud af første halvleg.

Det gjorde måske ikke så meget for FCK, for da kampens italienske dommer, Gianluca Rocchi, fløjtede til pause, havde Ståle Solbakken og kampens tilskuere været vidne til en målløs og rodet første halvleg.

Apoel FC havde slået mange lange bolde, som hver gang blev afvist af Mathias "Zanka" Jørgensen og Erik Johansson, mens FCK i den anden ende kun havde haft et par dødbolde.

Netop en FCK-dødbold var bag første halvlegs største chance, men Boy Waterman i Apoel FC's mål hev en god refleksredning frem på Erik Johanssons hovedstød efter 37 minutters spil.

Rasmus Falk har været overbevisende i sine første måneder i FCK. Det var han ikke onsdag aften, og allerede i pausen blev han flået ud til fordel for Youssef Toutouh.

Andreas Cornelius og Federico Santander fik hver en stor hovedstødsmulighed inden for det første kvarter af anden halvleg, men det var Apoel, som slog først til, da holdet endelig fik chancen efter 69 minutter.

Angriberen Pieros Sotiriou modtog en stikning, rundede "Zanka" og sparkede bolden ind bag Robin Olsen på holdets første reelle målchance i kampen.

Begge hold haltede med at skabe chancer, og kampen var på vej i forlænget spilletid, da Federico Santander fik masseudvandringen til at begynde på stadion efter 86 minutter.

Angriberen fra Paraguay samlede en nedfaldsbold op i feltet, og fra en spids vinkel passerede han Boy Waterman.

Målet fik Ståle Solbakken, resten af trænerteamet og de medrejsende fans til at bryde ud i nærmest hæmningsløs jubel. Under ti minutter senere kunne de juble igen, da Champions League-billetten var en realitet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.