Sent mål sender Fortuna Hjørring ud af Champions League
Et italiensk mål efter 89 minutter kostede Fortuna Hjørring dyrt i Champions League.
Nadia Nadim - her i landsholdstrøjen - scorede onsdag for Fortuna Hjørring. Holdet smed sejren til sidst.
Nadia Nadim - her i landsholdstrøjen - scorede onsdag for Fortuna Hjørring. Holdet smed sejren til sidst. Foto: STEFAN JERREVÅNG/AP


Fortuna Hjørring er ude af Champions League i kvindefodbold efter 1/8-finalerne.

Nordjyderne var ellers på vej i forlænget spilletid, da holdet førte med 1-0 hjemme over italienske Brescia.

Netop det resultat havde italienerne vundet med på hjemmebane for en uge siden, og derfor blev det dyrt for Fortuna Hjørring, da Daniela Sabatino i det 89. minut udlignede til slutresultatet 1-1.

Hjørring burde ellers være opmærksom på Sabatinos kvaliteter, da det også var hende, som scorede i det første opgør mellem mandskaberne.

Den danske landsholdsangriber Nadia Nadim bragte Hjørring foran 1-0 efter 58 minutter.

Ifølge Uefas hjemmeside havde Hjørring også et klart overtag i chancer med 15 skudforsøg, mens Brescia blot havde tre.

Dominansen kunne dog ikke ses på måltavlen, og det ærgrede Hjørring-målscorer Nadia Nadim.

- Som kampen skred frem, var jeg overbevist om, at vi nok skulle score til 2-0, men et øjebliks ukoncentration og mangel på kynisme gjorde, at de fik skrabet den ind. Jeg ved ikke, om jeg skal tude, skrige eller slå et eller andet ned.

- Jeg har det virkelig ikke særlig godt lige nu. Jeg hader at tabe, og det er en nederen måde at tabe på, når man er så tæt på og føler, at man har et godt hold. Jeg er rigtig skuffet, siger hun til DR Sporten.

Som den anden danske deltager blev Brøndby tidligere slået ud af turneringen i 1/16-finalerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.