Seniorforsker øjner gennembrud for fred i Colombia
Ny fredsaftale giver colombiansk præsident gode muligheder for at lande 52 års strid, vurderer seniorforsker.
Det lykkedes den colombianske regering og oprørsbevægelsen Farc at indgå en revideret fredsaftale, efter at den oprindelige aftale blev forkastet ved en folkeafstemning. Dansk seniorforsker vurderer, at den nye aftale vil blive blåstemplet af parlamentet, men næppe sendt til folkeafstemning.
Det lykkedes den colombianske regering og oprørsbevægelsen Farc at indgå en revideret fredsaftale, efter at den oprindelige aftale blev forkastet ved en folkeafstemning. Dansk seniorforsker vurderer, at den nye aftale vil blive blåstemplet af parlamentet, men næppe sendt til folkeafstemning. Foto: Guillermo Legaria/AFP


52 års borgerkrig i Colombia ser omsider ud til at blive bilagt med en revideret fredsaftale.

Det vurderer seniorforsker Jairo Munive, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), efter at regeringen og oprørsbevægelsen Farc er blevet enige om en revideret fredsaftale.

- Det så sort ud, da den oprindelige aftale blev forkastet ved en folkeafstemning.

- Men det ser ud til, at den nye aftale kan få flertal i parlamentet, siger Jairo Munive.

Det kom som et chok for mange, da den colombianske befolkning med et snævert flertal afviste den oprindelige fredsaftale ved en afstemning i oktober.

Den nye aftale imødekommer ifølge Jairo Munive nej-sigerne på visse punkter.

Ikke så meget, når det gælder oprørsgruppens fremtidige rettigheder, men mere på nogle overordnede punkter omkring jordreformer og ægteskab mellem mennesker af samme køn.

- Aftalen giver kommandanterne i Farc de samme fem pladser i parlamentet, som de også havde udsigt til i den gamle aftale. Så her er der, så vidt jeg kan se, ikke ændret noget, siger han.

Der, hvor der efter den danske eksperts vurdering er sket ændringer, er på spørgsmål om retten til jord og giftemål mellem personer af samme køn.

- Det er nogle spørgsmål, der ikke handler om forholdet mellem staten og oprørsgruppen, men som alligevel har været en del af den her aftale, siger Jairo Munive.

I den gamle aftale var der lagt op til at tillade ægteskab mellem personer af samme køn. Det skrottes med den nye aftale, hvilket er velset i det konservative, katolske land.

Desuden præciserer den nye aftale, at der ikke kan ske ekspropriation af jord. Noget, som eksempelvis godsejere har været bekymret for.

Aftalen skal nu godkendes af parlamentet, og det vil efter alt at dømme ske, vurderer Jairo Munive.

Derimod er det uvist, om aftalen også skal til folkeafstemning som den tidligere aftale.

Det vil præsident Juan Manuel Santos dog næppe vælge at gøre, lyder det fra den danske seniorforsker.

Et nyt nederlag til den colombianske præsident, der til december hædres med Nobels Fredspris for sin indsats, vil ikke være til at bære, vurderer Jairo Munive.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.