Seniorforsker: Jordskælv fremkalder næppe voldsom tsunami
Der er ifølge dansk seniorforsker intet, der tyder på ødelæggende tsunami efter jordskælv ud for New Zealand.
Et jordskælv ramte natten til mandag lokal tid havbunden cirka 100 kilometer nordøst for den newzealandske by Christchurch. Skælvet kunne tydeligt mærkes på New Zealand, hvor der flere steder meldes om betydelige materielle skader. Der er dog ingen meldinger om, at nogen personer er kommet alvorligt til skade som følge af skælvet.
Et jordskælv ramte natten til mandag lokal tid havbunden cirka 100 kilometer nordøst for den newzealandske by Christchurch. Skælvet kunne tydeligt mærkes på New Zealand, hvor der flere steder meldes om betydelige materielle skader. Der er dog ingen meldinger om, at nogen personer er kommet alvorligt til skade som følge af skælvet. Foto: Marty Melville/AFP


Det er et kraftigt jordskælv, der har ramt knap 100 kilometer nordøst for den newzealandske by Christchurch.

Men risikoen for en ødelæggende tsunami er formentlig lille.

Det siger seniorforsker Trine Dahl-Jensen fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

- Det er et meget stort jordskælv, som potentielt kan være meget ødelæggende, siger hun om skælvet, der er blevet målt til 7,8 på richterskalaen.

New Zealands civilforsvar har oplyst, at en mindre tsunami har ramt den nordøstlige del af sydøen.

Ifølge den danske seniorforsker er der intet tyder på, at en større tsunamibølge vil følge i kølvandet.

- Det er der intet, der tyder på. De amerikanske myndigheder har også afblæst deres varsel om tsunami i Stillehavet, siger Trine Dahl-Jensen.

Myndighederne på New Zealand har dog varslet befolkningen i kystnære områder om at søge mod højereliggende områder.

Jordskælv er ikke et ukendt fænomen på de kanter, forklarer Trine Dahl-Jensen.

- New Zealand ligger på en pladegrænse, hvor to af jordens store tektoniske plader støder mod hinanden.

- Den ene plade skubbes mod vest ned under New Zealand.

- Og på de pladegrænser, hvor pladerne gnubber mod hinanden, der udløses langt de fleste af Jordens jordskælv, siger Trine Dahl-Jensen.

I 2011 blev Christchurch på sydøen ramt af et ødelæggende jordskælv, der blev målt til 6,3. Skælvet jævnede mange huse med jorden.

Det nye skælv, der fandt sted natten til mandag lokal tid, skete op mod 20 kilometer under havbunden cirka 91 kilometer nordøst for Christchurch.

Én ting er afgørende for, hvor ødelæggende en efterfølgende tsunami kan blive:

- Det afhænger af, om den bevægelse, der er sket i undergrunden, går op og flytter havbunden, siger Trine Dahl-Jensen.

- Noget tyder på, at der ikke er blevet flyttet så meget af havbunden, så vi blot ser en lille tsunami, siger hun.

Det kan dog alligevel være en stærkt chokerende oplevelse.

Mogens Bechsgaard, der befinder sig i Christchurch, var på vej til at gå i seng, da skælvet skete.

- Det varede et par minutter og alt gyngede og raslede, som hvis man var om bord på en båd, siger han og fortæller, at der efterfølgende er blevet registreret en række mindre efterskælv.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.