Senegal om EU-milliarder til Afrika: Det er slet ikke nok
Danmark fordobler bidrag til Afrika-fond, og Senegal mener, at EU-penge er alt for små til Afrika.
De europæiske ledere har underskrevet Afrika-fond, men pengene rækker ikke, siger Senegal.
De europæiske ledere har underskrevet Afrika-fond, men pengene rækker ikke, siger Senegal. Foto: Alessandra Tarantino/AP


Mens Europas ledere sætter deres underskrifter på en fond, der med 1,8 milliarder euro skal hjælpe og opbygge Afrika, lyder det fra modtagerlande, at pengene ikke rækker.

Danmark har fra onsdag til torsdag fordoblet bidraget til seks millioner euro, annoncerede statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), før ceremonien.

EU-landenes samlede bidrag er imidlertid fortsat under 100 millioner, mens EU har lagt 1,8 milliarder euro i posen fra det fælles budget.

- Det er ikke nok til hele Afrika. Det er det ikke, siger Senegals præsident, Macky Sall.

- Vi er klar til at samarbejde tæt, men vi skal også udvikle den lovlige migration. Afrikanere skal også kunne komme her til Europa for at studere. Vi skal selvfølgelig bekæmpe den illegale migration, men vi skal have mere støtte, siger Macky Sall.

Afrika skal til gengæld for økonomisk støtte hjælpe med at bremse den illegale migration, som Europa og Afrika forgæves har forsøgt at stoppe i årtier.

EU's kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, underskrev som den sidste Afrika-fonden med en appel til medlemslandene om at øge deres bidrag.

- For at Afrika-fonden og vores svar skal være troværdigt, er det mit ønske at se landene bidrage og matche de 1,8 milliarder euro, som EU har bidraget med, siger Juncker.

EU kræver mere effektive hjemsendelsesaftaler, men ikke alle afrikanske lande er klar til at stramme den slags tiltag.

Macky Sall mener eksempelvis, at man allerede har de nødvendige kontrakter på plads.

Estlands premierminister, Taavi Roivas, er optimist og håber, at EU får de ønskede aftaler med Afrika i løbet af torsdag formiddag.

- Jeg har hørt mange positive meldinger. Det er noget af det, vi skal se på. Jeg håber, at vi i løbet af dagen bliver enige om dette, siger Taavi Roivas.

Topmødet slutter torsdag eftermiddag, hvorefter de europæiske ledere tager fat på et EU-topmøde - også på Malta.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.