Sen udligning ødelægger Juventus' CL-generalprøve
En udligning i sidste sekund af Veronas Ignacio Gomez snød Juventus for sejren i sidste Serie A-runde.
Fernando Llorente scorede det andet mål for Juventus i kampen mod Verona.
Fernando Llorente scorede det andet mål for Juventus i kampen mod Verona. Foto: Marco Vasini/AP


Juventus-træner Massimiliano Allegri havde valgt at spare en del stamspillere til kampen mod Verona i sidste runde af Serie A, hvor holdet måtte nøjes med 2-2 efter udvisning og sen Verona-udligning.

Dermed fik det zebrastribede hold ikke en ideel optakt til næste weekends Champions League-finale mod FC Barcelona.

I første halvleg bragte Roberto Pereyra Juventus i front med et fantastisk langskud, som blev følt helt op i fjerneste målhjørne.

Den føring holdt indtil kort inde i anden halvleg, hvor den 38-årige veteranangriber og Serie A-topscorer Luca Toni bragte balance i regnskabet.

Med en god halv time igen gjorde den normale reserveangriber Fernando Llorente det til 2-1 for Juventus, og det så ud til, han skulle blive helten for udeholdet.

Han fremtvang også et straffespark i slutminutterne, men Verona-målmand Rafael leverede en fremragende redning på Carlos Tévez' forsøg fra 11 meter.

Og i tre minutters tillægstid gik det så galt for Juventus, som kort forinden havde fået udvist indskiftede Simone Pepe. Veronas Ignacio Gomez kom højeste på en bold i feltet og headede udligningen til 2-2 ind.

Juventus slutter sæsonen på 87 point i ligaen. Det er minimum 14 mere end AS Roma, som spiller sidste kamp søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.