Valencia har haft den værste sæsonstart i mange år, men torsdag aften lykkedes det endelig den spanske storklub at vinde en fodboldkamp i Primera Division i denne sæson.
På hjemmebane vandt Valencia 2-1 over Alaves, og sejren kom i hus i det 88. minut, da Daniel Parejo scorede på et straffespark og fik hjemmebanen Mestalla til at koge.
Klubbens hidtidige fire opgør i Primera Division i denne sæson havde alle budt på nederlag.
Den triste sæsonstart betød, at Valencia tirsdag fyrede cheftræner Pako Ayestarán og erstattede ham midlertidigt med Salvador Gonzales, indtil klubben finder en permanent løsning.
Her er danske Michael Laudrup blevet nævnt som en mulighed i nogle spanske medier, mens andre spanske medier ikke har nævnt Laudrup som mulig kandidat.
Valencia fandt lidt af melodien torsdag efter en halv time, men der skulle dog hjælp til.
Et indlæg fra hjemmeholdet blev således smukt dirigeret i eget net med hovedet af Alaves' forsvarsspiller Victor Laguardia.
I første halvlegs sidst minut fik gæsterne så udlignet til 1-1 ved Gaizka Toquero Pinedo.
Eliaquim Mangala headede på stolpen for Valencia efter en times spil, hvor hjemmeholdet intensiverede jagten på sejren.
Det hungrende hjemmepublikum måtte dog vente til to minutter før tid, før Parejo afgjorde opgøret.
Sejren sender Valencia op som tredjesidst i ligaen med tre point, mens Alaves led sæsonens første nederlag og ligger nummer 12.
/ritzau/