Selvmordsbomberne i Bruxelles identificeret: Var brødre
Identificeringen af bombemændene er et hurtigt gennembrud i efterforskningen.


Opdateret 23-03-2016 kl. 14.10: Ifølge den føderale anklager stod Khalid El Bakraoui bag angrebet i et metrotog ved metrostationen Maelbeek i Bruxelles tirsdag, mens hans bror, Ibrahim, var en af selvmordsbomberne i Zaventem-lufthavnen.

Selvmordsbomberne i Bruxelles' lufthavn tirsdag var brødrene El Bakraoui, som er kendt af politiet, oplyser den belgiske statslige tv-station Rtbf.

- Der er tale om brødrene Khalid og Brahim El Bakraoui, som er kendt af politiet for en kriminel løbebane, oplyser tv-stationen, som citerer unavngivne kilder.

De to brødre har ikke været sat i forbindelse med terrorisme tidligere.

Khalid havde under et falsk navn lejet den lejlighed i bydelen Forest i den belgiske hovedstad, hvor politiet dræbte en bevæbnet mand under en razzia i sidste uge.

Politiet fandt ved razziaen et flag fra Islamisk Stat, et automatgevær, detonatorer og fingeraftryk tilhørende den eftersøgte Salah Abdeslam, som blev anholdt tre dage senere.

Identificeringen af bombemændene er et hurtigt gennembrud i efterforskningen.

I alt var tre selvmordsbombere i lufthavnen, men kun to bomber blev udløst. Det belgiske politi har fundet et tredje ueksploderet selvmordsbælte, og man jagter en mand, som blev set flygte fra lufthavnen.

Ifølge den belgiske avis DH (Derniere Heure) er den eftersøgte mand den 25-årige Najim Laachraoui, som hidtil har været kendt under sit falske navn Soufiane Kayal, og som deltog i Paris-angrebet i november.

- Den tredje mand er Najim Laachraoui, som er 25 år, skriver DH og tilføjer:

- Han formodes at have deltaget i Paris-angrebet ved at have skaffet sprængstoffer, som dræbte 130 mennesker 13. november.

Avisen citerer en unavngiven kilde tæt på den franske efterforskning.

Laachraouis dna er blevet fundet i huse, som angrebsmændene fra Paris brugte sidste år.

En taxachauffør skal have fortalt politiet, at han genkender de tre mænd som de passagerer, han samlede op i Bruxelles-bydelen Schaerbeek, og som insisterede på selv at håndtere deres kufferter.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.