Selvmordsbomber i Homs i Syrien dræber mindst 22
Over 100 er blevet såret, og mindst 22 er blevet dræbt, efter at to bomber er sprunget i den syriske by Homs.


Et dobbelt selvmordsbombeangreb i bydelen Al-Zahraa i Homs i Syrien er skyld i en række dødsfald og sårede.

Sådan lyder det i rapporter fra Syriens statslige tv ifølge flere udenlandske nyhedsbureauer.

I en erklæring på nettet tager Islamisk Stat skylden for angrebene, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Guvernøren i Homs, Talal Barazi, udtaler i syriske medier, at det første angreb var en bilbombe rettet mod en sikkerhedskontrol. Derefter detonerede en selvmordsbomber et eksplosivt bælte.

Ifølge nyhedsbureauet AFP siger han, at mindst 19 er blevet dræbt.

Og han fortæller, at de to bombemænd kørte sammen i en bil mod sikkerhedskontrollen, hvorefter den ene forlod bilen, mens den anden detonerede sine sprængstoffer, mens han stadig sad i bilen.

Bagefter detonerede manden, der var steget ud af bilen, sine sprængstoffer, efter at en mængde af mennesker var strømmet til.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder rapporterer også derfra og siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at mindst 21 mennesker er blevet dræbt. Blandt dem 13 af regimets styrker.

Gruppens direktør, Rami Abdel Rahman, siger, at den anden selvmordsbombemand var iført militærtøj.

Bydelen i Homs har oplevet flere angreb. Tilbage i december var to bombeeksplosioner også skyld i en række dødsfald i Homs. Her mistede mindst 32 mennesker livet, og 90 blev såret.

Her var det også først en bilbombe, der eksploderede, og en selvmordsbomber, der kort efter detonerede en sin sprængladning i området Al-Zahraa i centrum af byen.

Det var det andet store angreb mod Homs, siden der tidligere på måneden blev indgået en våbenhvile mellem de stridende parter.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.