Selvmordsbomber dræber mange på marked i Nigeria
For anden gang på en uge bliver Nigeria angrebet af en selvmordsbomber - mindst otte meldes dræbt.
Nigerianere ser det sted, hvor en selvmordsbomber mandag angreb og dræbte mindst 48 mennesker i den nordøstlige del af landet.
Nigerianere ser det sted, hvor en selvmordsbomber mandag angreb og dræbte mindst 48 mennesker i den nordøstlige del af landet. Foto: Adamu Adamu/AP/AP


Flere personer har mistet livet, efter at en kvindelig selvmordsbomber søndag detonerede sin sprængladning på et marked for mobiltelefoner i det nordøstlige Nigeria.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Angrebet skete i byen Azara i provinsen Bauchi, som grænser op til et område, som ofte angribes af islamister fra den militante gruppe Boko Haram.

- En selvmordsbomber gik ind på markedet, da man var ved at lukke, og hun detonerede sin bombe blandt sælgere og kunder, siger et vidne.

- Jeg så mindst otte døde og mange andre sårede, siger et andet vidne, Alyu Habib, til det franske nyhedsbureau.

Bombeangrebet sker blot en uge efter, at en lignende blodig episode fandt sted i samme region.

Mindst 48 mennesker, langt de fleste skolelever, blev dræbt 10. november, og 79 andre blev såret ved en massakre i den nigerianske by Potiskum.

Selvmordsbomberen for knap en uge siden var forklædt i skoleuniform, oplyste politiet.

Militante sunnimuslimske islamister i gruppen Boko Haram har været mistænkt for at stå bag det angreb.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.