Selvmordsbombe dræber mindst 31 i Bagdad
Bombemand sprængte sig selv i luften i et telt med shiamuslimer, der var samlet i forbindelse med en højtid.


En selvmordsbombemand har dræbt mindst 31 mennesker og såret omkring 30 andre i Iraks hovedstad, Bagdad.

Gerningsmanden detonerede en vest med sprængstoffer i et telt fyldt med shiamuslimer, der var samlet i forbindelse med Ashura-højtiden.

Det oplyser irakisk politi og lægekilder til Reuters.

De troende var samlet for at sørge over drabet på profeten Muhammeds barnebarn Hussein i det syvende århundrede.

For shiamuslimer er Ashura-højtiden symbol på deres kamp mod undertrykkelse.

Der var mange mennesker til stede, fordi folk også var samlet i teltet for at sørge over en lokal beboers død.

Teltet var stillet op på en travl markedsplads i al-Shaab distriktet i den nordlige del af Bagdad.

Der er ikke umiddelbart nogen gruppe, der har taget skylden for selvmordsbombeangrebet, men Islamisk Stat har tidligere gennemført flere angreb af samme type mod det shiamuslimske mindretal i Irak.

Senest blev fem shiamuslimer dræbt i et bombeangreb i søndags, og to tidligere angreb i denne måned har kostet mindst ti shiamuslimer livet. Alle tre angreb fandt sted i Bagdad.

Lørdagens angreb kommer samtidig med, at irakiske styrker gør klar til en militær offensiv mod byen Mosul i det nordlige Irak.

Byen har været under Islamisk Stats kontrol siden juni 2014 og er den militante gruppes højborg i Irak.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.