Et selvmordsangreb har dræbt mindst 16 mennesker ved et bryllup i Anbar-provinsen i Irak, oplyser irakiske embedsmænd til nyhedsbureauet AFP. Yderligere 30 mennesker er såret.
Gerningsmanden sprængte sig selv og en bil pakket med sprængstoffer i luften ved bryllupsfesten i byen Amiriyat al-Fallujah, der ligger omkring 40 kilometer fra Iraks hovedstad, Bagdad.
Kilder i irakisk politi oplyser til Reuters, at der er 12 dødsofre og 35 sårede.
Der er ikke umiddelbart nogen, der har taget skylden for angrebet. Men Islamisk Stat har tidligere stået bag lignende angreb mod civile i Irak.
Ifølge Reuters var angrebet rettet mod sunnimuslimske embedsmænd, der er imod den militante gruppe.
Angrebet finder sted tre dage efter, at Islamisk Stat tog skylden for et dobbelt selvmordsangreb i byen Fallujah, hvor 15 mennesker blev dræbt.
Fallujah ligger knap 20 kilometer fra Amiriyat al-Fallujah.
I 2014 indtog Islamisk Stat store områder i det nordlige og vestlige Irak, men siden har den irakiske hær tvunget den yderliggående gruppe til at trække sig tilbage.
I Anbar-provinsen, hvor angrebet mod bryllupsfesten fandt sted torsdag, kontrollerer Islamisk Stat stadig adskillige byer.
/ritzau/AFP