Selvantændeligt balancebræt sælges ikke i Danmark
Sikkerhedsstyrelsen beder danskere, der støder på et såkaldt hoverboard af mærket Misuta, om at henvende sig.
Det er et såkaldt hoverboard af mærket Misuta, som de britiske og danske myndigheder nu advarer om at bruge. (Arkiv)
Det er et såkaldt hoverboard af mærket Misuta, som de britiske og danske myndigheder nu advarer om at bruge. (Arkiv) Foto: Stephen Brashear/AP


Sikkerhedsstyrelsen opfordrer danskere, der har købt en bestemt udgave af en af vinterens store diller - det selvkørende balancebræt kendt som balancing board eller hover board - til at henvende sig til styrelsen.

Opfordringen om at henvende sig gælder ejere af brætter af mærket Misuta. Det gælder også, hvis man har oplevet ulykker med et bræt at et andet mærke.

Opfordringen kommer, efter at de britiske myndigheder har rundsendt en advarsel om det pågældende mærke Misuta til myndighederne i de øvrige EU-lande.

Hoverboards er populære blandt især børn og unge. Problemet er, at brættet i værste fald kan bryde i brand af sig selv. Det viser eksempler fra USA.

De danske myndigheder ved dog ikke, om de selvantændelige brætter i USA er helt identiske med det, de britiske myndigheder advarer imod.

- Vi har undersøgt markedet herhjemme, og mærket Misuta sælges ikke officielt i Danmark. Men man kan aldrig vide, om der er nogen, der parallelimporterer det, siger kommunikationschef Mette Cramon fra Sikkerhedsstyrelsen til Ritzau.

- Vi vil meget gerne orienteres, hvis danske forbrugere ser brættet på det danske marked.

Mette Cramon understreger, at Sikkerhedsstyrelsen ikke har fået indberetninger om ulykker med brættet i Danmark.

- Men vi opfordrer folk til at henvende sig, hvis det har været tilfældet, siger hun.

Sikkerhedsstyrelsen kan ikke kontrollere, om forbrugerne køber brættet fra udlandet via internettet.

Det er efter historier om selvantændelige og eksploderende hover boards i USA, at de britiske myndigheder har tilbageholdt og undersøgt omkring 15.000 brætter.

Og det er på den baggrund, at briterne har sendt en advarsel videre til blandt andre de danske myndigheder.

Sikkerhedsstyrelsen finder dog ikke anledning til at udsende en generel advarsel mod hoverboards, der ventes at ligge under mange juletræer verden over denne jul.

- Du forbyder heller ikke alle løbehjul, bare fordi der er problemer med et bestemt mærke, siger Mette Cramon.

I blandt andet New York og Australien er det forbudt at køre på de selvkørende brætter i trafikken. Også i Danmark forbyder Trafik- og Byggestyrelsen kørsel med brættet på veje og fortove, oplyser Mette Cramon.

I London mistede en ung mand livet, da han kørte ind i en bus på et hover board.

Sikkerhedsstyrelsen bringer på sin hjemmeside en række råd til indehaverne af et hover board.

Styrelsen anbefaler, at man læser brugsanvisningen grundigt og tjekker, om produktet har et godkendt CE-mærke. Derudover fraråder styrelsen, at man lader brættet være uden opsyn, når man oplader det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.