Da en ung skolepige inviterede den britiske dronning Elizabeth til sin fødselsdag, fik hun et noget overraskende svar fra det engelske kongehus.
Den seksårige Melissa Poll lavede et lykønskningskort til dronning Elizabeth og ønskede hende tillykke med de 63 år på tronen. Men oveni det klagede den unge pige over, at hun ikke havde fået lov til at komme ind på Buckingham Palace.
Melissa Poll og hendes familie besøgte Buckingham Palace i London, men på grund af en strejke i undergrunden var der ikke tid til at stå i kø for at gå ind og se den kongelige residens.
Den seksårige Melissa skrev til dronningen, at hun var meget skuffet over, at hun ikke kom ind og så slottet. Så i stedet inviterede hun monarken til sin fødselsdag, som finder sted senere i denne måned.
Brevet blev sendt direkte til Buckingham Palace og et par dage senere, lå der et brev i Melissas postkasse. Det skriver Manchester Evening News.
Brevet kom fra dronning Elizabeth, som takkede hende for det fine kort og fødselsdagsinvitationen. Men desværre kunne dronningen ikke komme.
- Dronningen takker for dit brev og invitationen til din fødselsdag, står der i brevet, som er underskrevet af dronning Elizabeths hofdame.
- Hendes Majestæt er ked af at høre, at du og din bedstemor prøvede at komme ind på slottet to gange uden held, står der blandt andet i breve.
- Selvom dronningen ikke kan komme til din fødselsdagsfest, sætter hun stor pris på din venlighed og håber, at du får en god dag med familie og venner den 27. september, står der skrevet i brevet.
Den niende september kunne den 89-årige dronning Elizabeth fejre, at hun var den længst siddende dronning på den britiske trone. Hun har dermed slået dronning Victorias rekord.
/ritzau/FOKUS